Når man går ud ad døren for sidste gang

Det kan være svært at holde op med at arbejde.

Artiklens øverste billede
En del tid som efterlønner bruger Søren i køkken- og blomster haven. Arkivfoto: Stine Bidstrup

Lugten. Søren husker den endnu. I år er det 50 år siden, at han som 14-årig blev arbejdsdreng på maskinfabrikken i et af de nye industrikvarterer.

»Der var varmt, og det lugtede også varmt på maskinfabrikken,« siger Søren, der stadig har lige så tykt hår, som da han var 14 år, kan jeg se på et gammelt billede, som han viser mig fra november 1966.

»Der lugtede af varmt metal og varm motorolie, rensevæsker og opløsningsmidler. En meget stærk lugt.« Søren tager sin briller af og begynder at pudse dem, mens han fortæller.

»Jeg blev smidt ud af skolen midt i 8. klasse.«

»Smidt ud?«

Søren nikker, så griner han.

»Vores klasselærer var lige blevet skilt, fordi han var forelsket i en af lærerinderne, og de to tilbragte, som jeg husker det, det meste af dagen på lærerværelset, og det krævede jo, at han satte klassen i gang med noget, vi selv kunne lave, uden at han var der.«

En dag kom Sørens klasselærer så med et hæfte til hver af eleverne. De skulle have skønskrift, lære at skrive en pæn skråskrift, og så sad de der og skrev af efter hæftet, der handlede om, hvordan man udfyldte blanketter på et posthus.

»Pigerne var helt vilde, de skrev og skrev, men os fire drenge i klassen vi satte os til at spille kort. Vi gad ikke det latterlige pjat der, og læreren opdagede ikke kortspilleriet, han var der jo ikke.«

Efter et par måneder med ”hæfteafskrivning”, det var op mod jul, kom læreren pludselig ind i klassen og ville se, hvor langt hans elever var kommet med skråskriften.

Han bladrede i Sørens lysegrå kladdehæfte.

»Du har ikke lavet noget?«

»Nej, jeg har ikke modtaget nogen undervisning, De har jo ikke været her ...«

Klasselæreren blev rasende.

»Går du selv, eller skal jeg smide dig ud? Sprugte min lærer, og der sluttede min ”karriere” i folkeskolen. Jeg gik selv.«

Næste dag begyndte Søren som arbejdsdreng på maskinfabrikken.

»Jeg lavede alt forefaldende arbejde. Fejede, ryddede op, alt det lærlingene og svendene ikke selv gad lave. Der var forskellige afdelinger på maskinfabrikken, og det skete ofte, at en fra en anden afdeling kom og spurgte efter mig. ”Må jeg låne drengen et par timer, jeg har et par opgaver til ham?”«

»Låne drengen, det lyder lidt slaveagtigt,« siger jeg og ser på Søren, der har taget sin briller på igen.

»Sådan var det at være arbejdsdreng i 1966. Da var der ingen, der stillede spørgsmål, og da slet ikke mig.«

Søren kom i lære som mekaniker, da han var 16, han var udlært som 20-årig og begyndte med det samme som rekrut på Langelandsgades Kaserne. De 12 måneders værnepligt skulle bare overstås så hurtigt som muligt.

»Jeg ville tjene penge, det var det eneste, jeg tænkte på, og i de 12 måneder jeg var rekrut, fik jeg kun ti kroner om dagen til alt, så det var bare om at få det overstået i en fart.«

En aften mødte Søren en pige på diskotek Box 72 i Frederiksgade. Stedet var nyåbnet, og han havde aldrig været der før. Det havde Hanne, som pigen hed, heller ikke. De dansede og snakkede og grinede, og Søren kunne mærke det lige med det samme. Han var smaskforelsket, og det var Hanne heldigvis også.

»Jeg blev færdig med min værnepligt i 1973 og blev ansat som svend på et autoværksted. Jeg nød mit håndværk, jeg har aldrig et sekund været i tvivl om, at det var mekaniker, jeg ville være, og jeg var og er stolt af mit fag. Håndværk er jo ikke noget, man kan læse sig til. Det skal ind på rygmarven, du ved, i håndelaget og arbejdsrutinerne, men selvfølgelig kombineret med faglig viden. Jeg var glad hver dag, jeg gik på arbejde, det er sandt. Jeg følte mig utrolig heldig. Livet var godt, jeg var sammen med hende, jeg elskede, og snart købte vi vores eget hus i Viby.”

De var otte svende, tre lærlinge og to kontordamer på værkstedet, og sådan blev det ved med at være alle de år, Søren arbejdede der.

Da jeg gik ud ad døren til værkstedet for sidste gang – jeg havde tømt mit skab og afleveret mine nøgler og sagt farvel til mine gode kollegaer – så følte jeg mig så uforklarligt alene på vej over til min bil, der stod på parkerings-pladsen.

Søren, efterlønner

»Det gik jo op og ned gennem årtierne, svære økonomiske tider, gode og så endnu bedre og så tilbage igen, men flere og flere fik bil, så vi klarede os fint nok. Ingen blev fyret, værkstedet var en god og tryg arbejdsplads, det var det.«

Søren gik på efterløn, da han fyldte 60 for fire år siden.

»Det var ... Altså, jeg vågner stadig kl. 5.30 hver morgen, som jeg har gjort hele mit arbejdsliv, men nu bestemmer jeg selv over min tid, det går også helt fint, men det er en meget stor omvæltning at blive efterlønner.«

Sørens sidste dag på autoværkstedet var fyldt med tanker, eftertænksomhed og blandende følelser.

»Da jeg gik ud ad døren til værkstedet for sidste gang – jeg havde tømt mit skab og afleveret mine nøgler og sagt farvel til mine gode kollegaer – så følte jeg mig så uforklarligt alene på vej over til min bil, der stod på parkeringspladsen. Jeg kan huske, at jeg låste bilen op, men lige før jeg skulle til at sætte mig ind i den, vendte jeg mig om og så på bygningen, værkstedet lå i. Jeg sendte den bare et hurtigt blik, så satte jeg mig ind i bilen og kørte væk.«

Fra arbejdsdreng til svend til efterlønner. Søren var i alle sine år på arbejdsmarkedet omgivet af andre mennesker, chefer, kollegaer og kunder.

»Pludselig bestod mit liv kun af to personer. Hanne og mig.«

Det tog noget tid for Søren at omstille sig, men så kom dagligdagen med nye udfordringer og nye rutiner, og nu er den ”gamle” mekaniker utrolig glad for sit nye livskapitel. Han laver en masse frivilligt arbejde, blandt andet er han et meget engageret medlem af menighedsrådet i en folkekirke, der ligger lige rundt om hjørnet.

»Hvem skulle have troet, at kirken ville komme til at interessere mig? Ingen, men dét gør den.«

Søren er begyndt at tegne og male en hel del, men mest tid bruger han sammen med Hanne i den store blomster- og køkkenhave.

»Kom, lad os gå ud i haven, du skal da se vores skønne Karen Blixen-roser.«

»Det vil jeg da mægtig gerne,« siger jeg og rejser mig fra sofaen, hvor vi har siddet og snakket.

»Og vores aspargeskartofler, jeg har lige gravet de første op, de er så flotte i år, du skal da have en pose med hjem,« siger Søren og går forrest ud ad døren.

Han ser sig ikke tilbage med vemod, som han gjorde den sidste dag på værkstedet. For han har sit helt eget team nu.

Team Hanne og Søren.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.