Uenighed er nøglen til et levende fællesskab – politisk korrekthed står i vejen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der findes mange ting, vi danskere er bange for. Høje elregninger. Koriander i maden uden forvarsel. At sidde ved siden af en, der taler i mobil i stillezonen. Men intet skræmmer os så meget som risikoen for dårlig stemning. Dårlig stemning kan ødelægge en hel weekend.

Vi er et folk, der kan bygge broer, vindmølleparker og velfærdsmodeller i verdensklasse, men som stadig indleder selv de mindste uenigheder med: »Det er ikke fordi, jeg er uenig…« Det er den sproglige ækvivalent til at tage refleksvest på, før man ytrer en holdning.

Den danske konsensuskultur er blevet vores nationale superkraft. Og den har en bivirkning: Vi bruger den defensivt. Vi undgår ikke konflikter, fordi vi er enige. Vi undgår dem, fordi vi er bange for at være uenige og blive opfattet som ”den besværlige”.

På arbejdspladser landet over sidder mødedeltagere og nikker synkront som et koreograferet kor af konfliktsky hoveder, mens de siger sætninger som: »Det er et spændende perspektiv.« og »Lad os lige parkere den.«

At “parkere” noget i Danmark er ikke en midlertidig handling. Det er en værdig begravelse på en p-plads uden udkørsel. Her holder de kontroversielle synspunkter og ruster op, mens vi sender endnu en Doodle rundt om et opfølgningsmøde, der aldrig bliver til noget.

Vi tror, at vi har en åben debatkultur. I virkeligheden har vi udviklet en særlig elite-disciplin i at pakke vores holdninger ind i så meget vat, at ingen længere kan mærke, hvad der egentlig blev sagt. Vi taler ikke for at blive klogere. Vi taler for at sikre, at ingen går fra mødet med følelsen af at have tabt ansigt – eller endnu værre: at have ment noget for tydeligt.

I et kompakt, tillidsfuldt samfund som vores er relationer vigtigere end positioner. Vi skal kunne sidde ved siden af hinanden til næste forældremøde, næste projekt, næste sommerfest. Derfor opstår den stille logik: Det er bedre at have ret sammen end at få ret alene. Og helst på en måde, hvor ingen opdager, at der overhovedet var noget at være uenig om.

Spørgsmålet er bare, hvad det koster.

I selvhjælpsklassikeren ”Hvem har flyttet min ost?” stilles det banale spørgsmål: »Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?« Prøv at slippe det løs midt i et dansk personalemøde. Hvor mange powerpoint-prægede beslutninger ville pludselig se anderledes ud, hvis ingen var bange for at skabe en anelse bølgegang i kaffekoppen?

For problemet er, at uenighed ikke forsvinder, fordi man undgår den. Den går under jorden. Den bliver til passiv modstand, sarkastiske bemærkninger i kantinen og beslutninger, der aldrig rigtig bliver truffet – kun omformuleret til vendinger, alle kan holde ud at høre på.

Vi har skabt et samfund, hvor det farligste er at være for tydelig. Det er her, politisk korrekthed bliver virkelig farlig. Ikke som almindelig høflighed, for den kan vi sådan set godt bruge, men som en næsten neurotisk angst for at formulere noget, der kan dele vandene. Når det vigtigste er at sige tingene korrekt snarere end ærligt, forvandles sproget til en slags teflonbelagt smalltalk. Intet hænger fast, og ingen risikerer noget.

Derfor elsker vi ord som “dialog”, “proces” og “forankring”. De lover bevægelse uden egentlig retning. Vi kan tale længe uden at nogen behøver sige det ubekvemme: at vi faktisk vil forskellige ting. At den konflikt, vi forsøger at massere væk med croissanter, temadage og post-its i regnbuens farver, faktisk er nødvendig.

Konsensus er i sin bedste form en civilisatorisk triumf. Den gør det muligt at samarbejde, at stole på hinanden, at bygge noget større end os selv. Men i sin mest nervøse udgave bliver den til en slags kollektiv konfliktskyhed, hvor vi reducerer uenighed til noget, der helst skal håndteres med kaffe, rundstykker og powerpointskabeloner.

I det lys bliver tydelighed og grænsesætning ofte opfattet som aggression. Men logikken er omvendt: Klare ord skaber tryghed, gennemsigtighed, klarhed og respekt. Det burde vi øve os i. Som lærere i folkeskolen. Som medarbejdere og ledere og som venner, der kan sige: »Det dér gjorde mig faktisk vred.« Og som familier, der kan have en larmende lørdagsdiskussion uden at nogen straks googler parterapi.

Diskussioner og udveksling af synspunkter er ikke farlige; de er et basalt demokratisk redskab. Nelson Mandela formulerede det brutalt simpelt, da han sagde om at deltage i diskussioner: »Either I win or I learn.«

Uenighed er ikke et brud på fællesskabet. Det er en forudsætning for, at fællesskabet ikke stivner. Et samfund uden friktion udvikler ikke varme. Det bliver bare lunkent.

Måske er det derfor, vi må genopfinde den egentlige disciplin: kunsten at dele vandene uden at skubbe hinanden over bord. At kunne være uenig uden straks at komme balancerende med undskyldninger, kage og et usikkert grin.

Der ville muligvis opstå lidt mere stilhed i rummet. Men det ville være den slags stilhed, hvor noget reelt står på spil. Hvor man ikke bare udveksler formuleringer, men faktisk meninger.

Og det kunne vi som nation måske godt overleve. Selv uden at parkere det først.