Mesterskaber vindes ikke kun med fødderne

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I sidste uge fortalte den irriterende gode midtjydespiller, Phillip Billing, at AGF er det hold i superligaen, der trashtalker allermest under kampene. En udtalelse, der straks afstedkom reaktioner på de sociale medier og i landets aviser.

I Vejlby, trashtalkens højborg, var vi i syvende himmel og selvsagt skideglade for, at en trist, tør og kedelig midtjyde satte spot på noget, vi virkelig forstår os på, og som tilmed er en lidet beskrevet ”genre” inden for fodboldspillet.

Trashtalk handler – kort fortalt – om at provokere, psyke og tirre modstanderne så meget, at de mister fatningen. Indhold og form hælder ofte til den enfoldige, infantile, fækale og sexistiske side og er ligeledes et særdeles brugt og benyttet kneb i fodbold. Af den grund har trashtalken det også bedst med at blive eksekveret og leveret ret hurtigt, og allerbedst når der er stop i spillet eller dødbolde.

Herhjemme afstedkom Billings udtalelse desuden en sjælden god anledning til at tale fodbold, da min kæreste meget gerne ville vide, hvad der blev sagt, og hvorfor journalisterne ikke havde – ja, undskyld sproget – nosser nok til at spørge Billing om, hvad det var AGF’erne helt præcis sagde, når de trashtalkede?

Det fik de nemlig aldrig spurgt om, men de var sikkert heller ikke fra Vejlby, journalisterne, så i stedet tog jeg min superpædagogiske kappe på og guidede hende – og denne klummes læsere – nænsomt og gelinde ind i universet.

I første omgang håbede jeg, at jeg i kampen mod netop Billing og Midtjylland sidste torsdag kunne indhente noget såkaldt valid data, som ikke blot kunne anskueliggøre, men også tydeliggøre fænomenet. Af den grund prøvede jeg også derfor at stille mig så tæt på banen som muligt i håbet om, at det på en eller anden måde kastede noget af sig.

Det gjorde det ikke. Jeg opfangede intet, der bare mindede om trashtalk, desværre, og det var på trods af en til tider ellers giftig stemning på både bænken og fra tilskuerne lige bag. Det kaldte faktisk mere på popcorn i bæger end fadøl i plastikkrus, og var rivaliseringen der ikke allerede, så blev den første sten i hvert fald lagt til en fremtidig en af slagsen.

Men altså trashtalk blev det ikke til, dertil var der simpelthen for megen larm.

Larm eller ej, så har begrebet mange år på bagen, og bokseren Muhammed Ali er alene på toppen som genrens sande mester. Ikke mindst med udtalelsen om ....»at Joe Frazier er så grim, at når han græder, så løber tårerne opad!«. Den udtalelse ramte som den skulle, hvis man har i sinde at provokere og den sad jo næsten bedre end Alis normale dødbringende jabs. Siden dengang har Muhammed Ali været trashtalk-inspiration over dem alle og givet atleter et stærkt værktøj til at provokere, tirre eller pisse modstanderne af. Og var Muhammed Ali trashtalkens sande mester, så finder man alle trashtalks sande moder inden for noget, vi kender så godt, nemlig fodboldverdenen.

Under VM-finalen i 2006 mellem Frankrig og Italien udspillede sig nemlig en trashtalk mellem franskmanden Zidane og italieneren Materazzi, som efterfølgende har fået sin helt egen plads i fodboldhistorien. Ikke kun for det, der blev sagt, men også fordi det afgjorde finalen, og efterfølgende satte nye standarder for, hvad trashtalk var og kunne være.

Det lød sådan her på det olympiske stadion i Berlin i 2006: (kommer her i dansk oversættelse)

Zidane (var lige blevet revet i trøjen): »Du kan få min trøje efter kampen.«

Materazzi: »Jeg vil hellere ha’ din søster!«

Herefter stopper Zidane med at lunte baglæns og går i stedet determineret fremad mod Materazzi og bang, ud af det blå, nikker ham den mindeværdige og fuldstændigt overrumplende skalle i brystet. En skalle, som dengang fik min 6-årige dreng i tårer (han elskede Frankrig og Zidane), men som fremkaldte stor jubel hos hans far (han elskede Italien og Materazzi).

Mere skulle der sådan set ikke til, end et »Jeg vil hellere ha’ din søster« for at skabe fodboldhistorie. Og på en eller anden måde, hvor dumt og sindssygt det hele dengang virkede, så var der også noget vidunderligt over optrinnet, ja, noget nærmest Vejlby-agtigt over det. Mest fordi det i sit vanvid også gik op imod ønsket om de gode-og-altid-så-evigt-og-åh-så-vigtige-rollemodeller og mod en ufarlighedskultur, som især medier og store sponsorer så gerne vil pådutte os, men som samtidig er i fare for at gøre fodbold uendelig kedeligt og regelret.

Vi ved godt, at når vi i Vejlby billiger og hylder trashtalkens væsen, så bliver der også rystet på hovedet fra både DBU og dommerstanden. Ja, selv nede i Risskov og inde på TikTok-borgmesterkontoret synes de garanteret, vi er for meget – men det er vi ligeglade med, for det betyder, at vi har fat i den lange ende.

Men når det nu ikke kunne blive AGF eller Billing, der gav os svaret på, hvad der bliver sagt af AGF’erne, må der i stedet trækkes på egne og især min søns erfaringer fra seriefodbold i det aarhusianske. Og selvom der er forskel i niveau og fysik på de to rækker, så er forskellen næppe så stor, når det kommer til trashtalken.

Derfor kommer her den ægte og uredigerede aarhusianske trashtalk:

Hvor: Ved hjørnespark

Hvad: »Jeg napper nummer 5« (dækker ham op) hvorefter nummer 5 vender sig om og siger: »Jeg napper din mor«

Kontekst: Ofte derfor spillerne fiser ud og ind imellem hinanden – for at søge væk fra opdækning og trashtalk.

Hvor: På vej ud til pausen

Hvad: »Kan se, du skal ha’ fyldt fedtdepoterne op nu, fedeberg.«

Kontekst: Ofte derfor der opstår tumult i spillertunnelen

Hvor: Direkte til spilleren – ofte deres venstre back

Hvad: »Du’ jo kun med, fordi ingen andre gider spille din plads.«

Kontekst: På de fleste hold er venstrebacken elendig. Det spiller man selvfølgelig på.

Hvor: Når din direkte modstander har en sløj start på kampen

Hvad: »Go start, der…«

Kontekst: Det er derfor, man oplever en del snak mellem spillerne i begyndelsen af kampe.

Hvor: Fejlaflevering og sjusk

Hvad: »Flot.«

Kontekst: Bruges meget ofte især når man let og overlegent løber forbi synderen.

Og ja ja, jeg ved det godt, det er knap så kønt eller inspirerende, trashtalken, men alligevel er jeg ret sikker på, at det er kommet for at blive. Mest fordi det den dag i dag stadig kan have stor betydning for en kamps forløb og udfald. Så meget, at et VM og, hvem ved, måske et mesterskab til De Hviie kan vindes på det.

I øvrigt gør vi nok alle klogt i ikke at tage fænomenet alt for alvorligt og minde hinanden om, at det hverken koster brækkede ben eller blå mærker. Også fordi vi i samme ombæring minder læseren om, at trashtalk eller dirty talk ikke kun findes i fodbold, men også i mange andre af livets forhold – for eksempel i Vejlbys mange soveværelser, hvor der stadig kan ”dirty talkes” til den store guldmedalje – dog ikke for at vinde, provokere eller svine til, men blot for lidt ekstra kolorit i et for rigtig mange mennesker noget mere forudsigeligt rum end stadion.

På søndag står vi her igen, og lad os se, om Viborg kan stå distancen. Eller om de bliver trashtalket hele vejen tilbage ad primærrute 26, som hovedvejen så kedeligt og ikke-stødende hedder mellem Aarhus og Viborg.

KSDH!