At hjælpe ét andet væsen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når man ser nyheder eller læser aviser, kan man blive fuldstændig mismodig. En tung afmagt lægger sig som en dyne over én. Især krigen i Ukraine fylder mig med vrede over de uhyrligheder, aggressoren Rusland påfører en civilbefolkning, der blot forsøger at leve deres liv. Børnehaver, hospitaler, alderdomshjem og energiforsyninger bombes systematisk. Det virker som om, målet er at ramme dem, der ikke kan forsvare sig.

Man sidder tilbage med spørgsmålet: Hvad kan jeg dog gøre?

Så ser man opstanden i Iran. Modige kvinder og mænd går på gaden med livet som indsats. De kræver frihed, værdighed og retten til selv at bestemme over deres egne liv. Og pludselig slukkes der for al kommunikation. Internettet lukkes. Billederne forsvinder. Stemmerne forstummer. Man må gætte og frygte det værste for, hvilke uhyrligheder der foregår i mørket.

Selvfølgelig kan man gøre noget. Det kan vi alle. Men vi kan ikke hjælpe alle. Og netop den prioritering kan virke skræmmende og næsten umulig, for der er så mange i denne verden, som har brug for hjælp.

Børn skal kunne vokse op som børn. Med leg, grin og læring. Sådan husker jeg i hvert fald min egen barndom – dengang for mange år siden, før mobiltelefoner, sociale medier og det konstante informationspres. Vi levede mere sorgløst, så vidt jeg husker. Sendefladerne var ikke plastret til med breaking news og direkte rapportager fra skyttehuller og katastrofeområder. Uhyrlighederne var der, ja – men de stod ikke i kø på samme måde inde i vores stuer.

Menneskeheden har altid bekriget hinanden. I årtusinder har vi villet erobre naboens land, sikre os magt og dominans – ofte i vores guds navn, hvad enten han hed Thor, Odin, Zeus, Allah, Amun-Ra, Brahma, Gud eller Jupiter. Der findes flere end 3.000 guder, siges det. Fælles for dem alle er, at mennesker igen og igen har ment at have retten – ja, pligten – til at kæmpe for netop deres sandhed.

Så ja, vi har altid været oppe at slås. Forskellen er, at det i dag vælter direkte ind i stuen og ned i vores mobiltelefoner. Vi kan ikke undgå det. Og derfor virker det også endnu mere håbløst: Hvem skal man hjælpe? Hvor skal man begynde?

Det gælder ikke kun mennesker. Det gælder også vores dyr. Her kan jeg også blive ramt af en harme og vrede, når jeg ser, hvordan dyr nogle steder behandles. Vi har selv to græske gadehunde, som i sin tid blev fundet i en sørgelig forfatning. I dag har de – hvis man skal tro deres daglige entusiasme – verdens bedste liv. De går rundt og smiler, siger min hustru. Og måske gør de faktisk det. De udstråler i hvert fald en livsglæde, der minder mig om, hvor lidt der nogle gange skal til for at gøre en afgørende forskel.

Mit bedste råd er derfor enkelt: Start med at hjælpe én. Bare ét menneske. Ét barn. Ét dyr. Eller én organisation, som hjælper nogen. Bare gør noget.

For når man forsøger at rumme hele verdens lidelse på én gang, lammes man. Men når man fokuserer på én konkret handling, ét konkret væsen, sker der noget. Så flytter man faktisk verden – om end kun en anelse. Men for den, der bliver hjulpet, er forskellen total.

Jeg har en enorm respekt for mennesker, der kæmper for andre. Min far var i modstandsbevægelsen under besættelsen af Danmark. Han fortalte historier om den mørke tid, om frygten, om sammenholdet – og om det valg, man nogle gange må træffe, selv når det kan koste alt. Han var en helt i mine øjne. Og jeg har ofte tænkt på, om jeg selv ville have haft modet til at gøre det samme.

Turde jeg?

Turde du?

Turde du som kvinde gå på gaden i Teheran, smide din hijab og deltage i civil ulydighed – velvidende at du risikerer fængsel eller værre?

Turde du som krigsreporter eller soldat bevæge dig rundt ved frontlinjen og dokumentere eller forsvare det, du tror på?

Jeg har tætte venner, som har gjort netop det. De er mærket for livet. Men de gjorde en forskel. De gjorde noget for nogen.

Og det kan vi også. Vi kan støtte organisationer, der arbejder for menneskerettigheder, nødhjælp og børns vilkår. Vi kan støtte dem, der redder dyr ud af lidelse. Vi kan engagere os lokalt. Vi kan stemme. Vi kan tale. Vi kan handle.

Ikke engang hele Danmark er stort nok til at hjælpe alle. Men vi kan med sikkerhed hjælpe nogen.

Og måske er det i virkeligheden dér, håbet bor: Ikke i forestillingen om at redde verden – men i beslutningen om at redde én.

For når man hjælper ét andet væsen, hjælper man også sig selv. Man bryder afmagten. Man insisterer på, at medmenneskelighed – eller medvæsentlighed – stadig findes.

Og det er i sig selv en stille, men stærk modstand mod håbløsheden.