Snebold i vinterpaladset – vi hungrer efter at afklapse de midtjyske tekstilbønder

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Sne kan man altid kæde sammen med Vejlby. I dagens klumme er det det, der kommer fra oven, det skal handle om. Og derfor kunne man med lidt kækt Vejlby-lingo putte et ”T” efter ”De” og kalde dagens klumme ”Det Hviie i Vejlby”.

Men inden vi kommer til den del, er vi nødt til at runde en langlemmet tysk angriber fra Springe nær Hannover i det midttyske, der med sit vindende væsen og vidunderlige overskæg stjal det meste af billedet mandag aften i Vejlby.

Hans kampafgørende hovedstødsmål mod OB, og hans efterfølgende optræden overfor holdkammerater og presse rummer nemlig alt det, historier skabes af.

Rørt til tårer, men reflekteret i sine udtalelser, fortalte han om et decideret helvede, hvor ingen talte til ham i seks måneder under lejeopholdet i 1. FC Nürnberg. Vanvittigt, tænkte vi, der lyttede, og når han ovenikøbet har overskud til at fortælle, hvor pisseglad han er for AGF, for sin træner og for Vejlby, så ved vi, hvad vi står overfor. Ham vender vi tilbage til, det lover jeg og lur mig - der er flere mål og fortællinger i Janni Serra, hvis efternavn Sture Sandø i øvrigt med vanlig De-Hviie-humor erstattede sponsornavnet Ceres så det nu hedder Serras Park Vejlby – den er vi med på herude.

Men tilbage til indledningen og den sne, der er kommet så meget af, og som lige nu har omdannet stadion til ”De Hviies” helt eget vinterpalads.

Og ja, det er forståeligt, at enkelte borgere går i selvsving over den meget sne, der er faldet og fotograferer og poster på livet løs. Men altså, så fascinerende og spektakulært det end kan virke, så skal læseren vide, at vi i Vejlby aldrig har haft for vane, at fotografere eller dokumentere snevejret. Slet ikke som vores politikere har gjort de seneste uger – det er jo stukket helt af, og et velment råd herfra – ikke flere vinterbilleder, tak. Hverken fra jeres haver, gåture, selvbyggede snemænd eller besøg på den Permanente. Vi ved godt hvad sne kan – også i Vejlby, og vi er mange, der undrer sig over, hvor dælen de gratis busser, den varme mad til alle elever, de flere voksne i klasserne er blevet af? Måske vi er klogere, når sneen er væk? Vi får se…

Og de fleste fra Vejlby priser sig lykkelige over, at dokumentationstilbøjelighederne tilbage i 80’erne var nærmest ikke-eksisterende. Også selvom gode billeder kan hjælpe hukommelsen på vej, så har vi i Vejlby ikke svært ved at huske de vintre, hvor himmel og hav stod i et, og hvor sneen skabte et stille kaos hos Vejlbys mange borgere. Disse vintre står krystalklare for de fleste af os.

Og når de satte ind, disse vintre, så var det, udover de almindelige udfordringer med trafik og sprængte vandrør, også altid en anledning til en god form for innovativ foretagsomhed, og som i Vejlby kunne oversættes til ballade og noget, der ikke altid var lige smart og hensigtsmæssigt.

For eksempel den aften tilbage i ’85 eller ’86, hvor det sneede så voldsomt, at hverken boligforeningens lynhurtige sneryddere eller de ellers altid og allestedsnærværende varmemestre ikke havde en kinamands chance for at få bugt med sneen.

I stedet blev Vejlby ladt tilbage i et paradisisk snelandskab, jeg ikke tror er set lignende siden, og hos os drenge blev knappen for de innovative idéer øjeblikkeligt trykket helt i bund, og vi røg straks afsted og ud i sneen.

Vi havde godt nok nået en alder, hvor det at kælke egentlig var et overstået kapitel, men ud det skulle vi. Det mente de fleste forældre sådan set også, at vi skulle, da de faktisk ikke gad have os indendøre i netop de år af vores ungdom, så afsted det gik på stisystemerne og de snedækkede veje.

Og der gik ikke lang tid, før den første ”innovative” idé fik ben at gå på. I en carport vi kom forbi, og som lå særdeles tæt på kælkebakken, stod en aluminiumsjolle op ad den ene væg. Og ikke så snart vi fik øje på den, så vi på hinanden i en nærmest hviskende jubel og sagde ”at den her jolle, den skulle der edderbankeme kælkes i lige nu” .

Og i Vejlby dengang var der sjældent langt fra tanke til handling, og fem minutter senere stod vi altså på toppen af kælkebakken, alene, i et stille, snetyst og sovende Vejlby, med jollen i vores hænder, klar til ”the ride of our life”.

Og det blev til en kælketur af en anden verden, og har læseren svært ved at forestille sig turen, når nu vi ikke kan vise billeder fra den, kan jeg fortælle, at brugen af en jolle i stedet for en bobslæde var som at bytte mine forældres Fiat 128 ud med en Porsche 911.

Aldrig i kælkebakkens historie har et fartøj nået så høj en hastighed som den aften. Vi ikke alene fløj gennem Vejlbys tykke luft og ned ad selve kælkebakken, men røg også ud på den parallelgående skolesti. I den korte tid turen faktisk tog, kunne frygten alligevel tydeligt aflæses og fornemmes i alles øjne. Og i forvisning om snart at blive slynget ud lagde vi os i fosterstilling i bunden af båden, og de af os, der kunne, begyndte på vores Fadervor, for hvordan satan skulle det her ende? Der var jo ligesom ingen mulighed for hverken at bremse eller styre jollen, og sandsynligheden for at ramme et træ, en bil, en lygtepæl eller endemuren i gård 9 i Vejlby Vænge var overhængende stor.

Men jollen stoppede mirakuløst af sig selv. Om det var det halvfærdige Fadervor, der spillede ind, ved jeg ikke, for Gud blandede sig normalt ikke i vores narrestreger, men en eller anden holdt den nat hånden over os på kælkebakken i Vejlby.

Og da vi langsomt kom til os selv og løftede hovedet over rælingen, kunne vi konstatere, at alle var ok, men også aldeles enige om, at vi ikke skulle snuppe tur nummer to. Og det sagde alligevel en hel del om turen, for i Vejlby sagde man sjældent nej til tur nummer to.

Torsdag aften er Vejlbys helt eget vinterpalads klar til tur nummer to dette ”forår”. Og selvom det ikke helt ligner det ægte og potente vinterpalads fra Skt. Petersborg, og som i 1917 blev bestormet af bolsjevikkerne, så er Vejlbys egne bolsjevikker torsdag aften klar til at indtage vores helt eget vinterpalads – Serras Park Vejlby – og gøre ved midtjyderne, hvad bolsjevikkerne gjorde ved den russiske regering – sende dem afsted på røv og albuer.

Om det får samme historiske gennemslagskraft og betydning, tror jeg nu ikke, men jeg ved, vi hungrer efter at afklapse de midtjyske tekstilbønder med deres evindelige hang til statistik, Vision 2030-plan, datagrundlag, og pertentlig påklædning.

Det gør simpelthen intet godt for det, der er oppe i en vejlbyers hoved, når Claus Steinlein, Kristian Bach Bak og Jacob Larsen i deres lyseblå skjorter og Jardex-indkøbte habitter dukker op på skærmen eller i Vejlby.

FCM er for AGF, hvad VRI er for Vejlby IK. En torn i øjet, en sten i skoen, en fabrikeret opkomling, der kun bliver holdt oppe af kedelige rigmænd i Jardex-habitter. Med andre ord, en klub, der aldrig kommer i nærheden af ”De Hviie”.

I Vejlby er der ingen varme loger eller ly for vind og vejr, men skulle det torsdag aften vælte ned med sne og stiv kuling endnu engang, så lover jeg, at vi nok skal holde varmen. Stemningen i Vejlbys helt eget vinterpalads er nemlig ”on fire” for tiden.

KSDH!