Kan du klare dig i tre dage?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

“Kan du klare dig i tre dage?” spørger myndighederne. Tre dage uden strøm, uden varme, uden net og måske uden hjælp udefra. Rådet er klart: Hav vand, dåsemad, batterier og en radio. Vær forberedt på krisen.

Men spørgsmålet stopper ikke efter 72 timer. For hvad med hverdagen? Hvis vi løfter blikket fra krisemanualen og ser på det liv, vi lever til daglig – hvor alting kan bestilles, leveres og løses for os – kunne vi så forvente, at vi kunne mere selv?

For vi har vænnet os til, at samfundet løser opgaverne. Små som store. Institutioner, systemer og services står klar, ofte før vi overhovedet når at overveje, hvad vi selv kunne gøre. Hjælpen er ikke noget, vi tilkalder som en sidste udvej – den er blevet første refleks. Spørgsmålet er ikke længere: Hvor langt kan jeg komme selv? men snarere: Hvem har ansvaret for at fikse det her for mig?

Det gør os effektive, men også mere passive. Vi bliver brugere af samfundet snarere end deltagere i det. Når noget ikke fungerer, er reaktionen ofte frustration og forventning – sjældnere nysgerrighed eller handlekraft. Og i den bevægelse mister vi noget vigtigt: erfaringen af at prøve selv, fejle lidt og faktisk lykkes mere, end vi troede.

I krisetid taler vi om sammenhold og fællesskab. Men fællesskab kan ikke bære, hvis alle står og venter på, at nogen andre tager initiativet. Det paradoksale er, at fællesskabet bliver stærkere, jo mere den enkelte tager ansvar for sig selv og sine nærmeste. Ikke ved at trække sig væk, men ved at bidrage med det, man kan. Tænk bare på forældrerådet i klassen og foreningslivet. På behovet for at nogen er klar med kage på opvisningsdagen og som hjælpetrænere. Hvor meget stærkere vil vores foreningsliv og samfund ikke være, hvis flere var klar til at yde fremfor at nyde.

Hvis jeg kan klare min egen familie i de første dage, er der mere hjælp til dem, der virkelig har brug for den. Hvis du selv undersøger, reparerer, organiserer og forsøger, før du rækker hånden frem, så bliver den hånd et bidrag – ikke kun en anmodning. Fællesskab fungerer bedst, når vi ikke alle sammen er klienter på samme tid.

Mange færdigheder er i dag blevet outsourcet. Ikke fordi vi er udygtige, men fordi vi er blevet vant til, at det ikke er nødvendigt at kunne dem. At nogen altid står klar. Men den tanke gør os sårbare – ikke kun i kriser, men i hverdagen. For jo mindre vi forventer af os selv, desto mere forventer vi af systemet.

Robusthed handler derfor ikke kun om beredskabsskabe og nødplaner. Det handler om en mental omstilling: at turde se, hvor meget og hvor langt man faktisk kan komme, før man beder om hjælp. At tage ansvar, ikke som en byrde, men som en mulighed for at stå stærkere – både alene og sammen med andre.

Måske er det derfor ikke det vigtigste spørgsmål, om vi kan klare os i tre dage. Men om vi har indrettet vores liv, så vi øver os i at klare os selv i hverdagen. Lidt ad gangen. Med plads til fejl. Og med blik for, at et stærkt samfund ikke kun er et, der hjælper – men et, hvor borgerne også kan og vil hjælpe sig selv og hinanden.

Hvis vi kan mere hver især, kan vi mere i fællesskab. Og så er vi bedre rustet, når hverdagen pludselig ligner en krise.