Arbejdshandskerne må på, hvis Aarhus ikke skal ende som en ”idrætsørken”
Manglen på idrætsfaciliteter i Aarhus skaber pres på byens foreninger. Der er behov for visionære løsninger for at imødekomme den stigende efterspørgsel.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der var næsten noget symbolsk over den kulisse, som Aarhus Cyklebane blev indhyllet i først på året. Sneen og frosten, der stod i kontrast til de farvede maskiner, der roligt men sikkert rev banen ned.
Én ting var det åbenlyst melankolske i nedrivningen af Danmarks sidste rigtige udendørs cykelbane og dermed også et punktum på en tid, vi ikke får igen. På den anden side var det også en præcis bekræftelse af hvor utidssvarende, anlægget var. For i et land, hvor vinteren er kold og fugtig og sommerens byger går og kommer, er det langt fra optimalt at dyrke banecykling under åben himmel, da det ikke er muligt at køre på banen, når den er våd.
Med maskinernes indtog på Jyllands Allé betød det også en helt ny virkelighed for en del af byens cykelklubber, der nu hverken har bane, inderkreds eller klublokaler til rådighed. Personligt var det næsten der, hvor de bedste minder lå. For selvom jeg er tilflytter til byen, var det på Aarhus Cyklebane, at jeg lærte nogle af mine bedste venner at kende. Det var her, jeg fik en introduktion til byen og en velkomst, der fik mig til at falde til.
Det er naturligvis en personlig anekdote, men værdien af velfungerende idræts- og fritidsfaciliteter kan næppe undervurderes. Det er godt for trivslen. Det er godt for folkesundheden. Det er godt for fællesskaberne. Derfor er det heller ikke overraskende at medlemstallene for byens foreninger bliver ved med at stige. For over femte år i streg oplever foreningerne i Aarhus medlemstilgang. Over 150.000 medlemmer – eller altså næsten hver anden aarhusianer – er medlem af en forening.
Men selvom Aarhus dyrker sport som aldrig før, er det desværre ikke kun cykelklubberne, der nu står uden fast grund under fødderne. For i Aarhus er det ikke et særtilfælde at man som forening ikke har et sted at dyrke sin sport. Vores kommune er en absolut bundskraber, når det kommer til idrætsfaciliteter. Det viser statistikken gang på gang. Hvis Aarhus alene ønsker at være i top-50 blandt landets kommuner i 2033, så kræver det 41 nye haller og 39 nye boldbaner – vel at mærke ud over dem, der allerede er planlagt den dag i dag. Læg dertil, at byen konstant vækster, og det på den ene side er glædeligt og forståeligt, at mange gerne vil bo og leve i Aarhus – men at det også på den anden side kun vil give endnu mere pres på faciliteterne, der ikke bygges i nærheden af den samme fart, som det aarhusianerne har på, når de går til sport og idræt.
Når man ser, hvor de få idrætsfaciliteter er, er det ikke overraskende, at der i dag er mere og mere pres på dem. Foreninger kan ikke få faste træningstider, hallerne er slidte og utidssvarende, og det kan være nærmest umuligt at få plads på mange af de anlæg, der i dag er booket ud hele ugen. Derfor er det heller ikke overraskende, at en stor del af det ny- og genvalgte byråd under valgkampen satte idrætten i fokus. For det er sund logik at idrætten kræver en indsprøjtning. Også langt større end de 165 millioner kroner, der i første omgang er afsat i budgetforliget. Selvom det lyder som mange penge, rækker det ikke langt, når man ser på det efterslæb, der skal rettes op på. Og lige det er vores politikere heldigvis enige i.
Det kræver næppe livslang erfaring i byplanlægning at se de åbenlyse udfordringer i at få klemt 41 nye haller og 39 nye boldbaner ind i kommunen og samtidigt få dem placeret de steder, hvor de er til gavn for borgerne. Der er brug for visionære tanker og idéer.
Netop derfor har vi også brug for projekter som Aarhus-Hallen. For dét er netop en vision som denne, der kan være med til at løse problemerne. Drømmen er en multi-hal, der både kan rumme en ny cykelbane og samtidigt give tag over hovedet til en del af de hårdtprøvede foreninger, der ikke har det i dag. En hal, hvor en kommende OL-deltager kan cykle på de skrå brædder, mens en 8-årig prøver badminton for første gang – og en 85-årig snører danseskoene for allersidste gang i livet. På mange måder kan det være idrættens svar på en schweizerkniv. Et projekt, hvor der faktisk bliver tænkt på at skabe en hal, hvor en bred vifte af sportsgrene kan samles under ét tag.
Det kræver innovation og viljestyrke at få vendt den aarhusianske idrætskrise til at være mere end en ny Aarhushistorie. Og dét har vores nye byråd alle muligheder for at kunne gøre. I min optik er første stik i den retning ret ligetil. For med et byggeri som dette vil der også kunne skabes en retning, der i fremtiden kan løfte Aarhus ud af den idrætskrise, vi i dag befinder os i.
Visionerne og opbakningen er der fra politisk hold, men det er nu, at arbejdshandskerne skal tages på, så der kan gøres en forskel der kan mærkes – ikke kun for de 150.000 aktive aarhusianere i dag, men også for fremtidens bredde- og eliteudøvere, der vil mærke effekten i mange år fremadrettet.