»Med høje hække behøver man ikke at se på hinanden«

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»De vil ikke købe de små hække«.

Sådan sagde planteskolegartneren forleden, da jeg var forbi hans planteskole lidt uden for Aarhus. Gartneren fortalte, at han havde noteret sig en ny tendens. Hvor han tidligere solgte mange små hække, der tager flere år om at vokse sig store, så er der gennem årene kommet langt mere salg i de næsten fuldvoksne og meget dyrere hække. Hvorfor er det mon sådan?

Der er ingen tvivl om, at danskerne har flere penge end tidligere. De fleste har åbenlyst råd til dyre hække, så hvorfor vente på en lille hæk, der først skal vokse sig stor? Vi er ikke til så meget ’slow-grow’ som tidligere. Vi er vant til, at ting går hurtigt. Et klik på nettet, frem med kreditkortet og varen er der i den nærmeste pakkeshop i løbet af få dage. En hæk, der vokser langsomt, synes mindre attraktiv.

En lidt overraskende begrundelse fra nogle af kunderne i planteskolen var dog ifølge gartneren, at høje hække gør, at man bliver fri for naboerne. Med høje hække behøver man ikke at se på hinanden og derved komme hinanden ved.

Gartneren fortsatte, nu lidt mere bekymret:
»Men Lene, vi skal se hinanden meget mere i øjnene. Måske er vi ved at miste noget, som mine forældre praktiserede?«, fortsatte han.

»Du ved, de korte nabovisitter, hvor man alligevel kom hinanden ved«.

»Du har ret,« svarede jeg.

Gode naboer kan virkelig noget, tænkte jeg videre. Det naboskab, der både kan være tæt, men som i perioder ikke kræver mere end et venligt smil og en god snak om vejr og vind.

Nu skal man ikke overgøre betydningen af indkøb af store hække, men måske er det alligevel et tegn i tiden, som vi skal være opmærksomme på. Man kan nemlig ordne meget hen over en hæk, der ikke er alt for stor, og hvis naboskabet er rigtig godt, så kan et hul i hækken på en måde være bro til fællesskabet for store og små. Små hække muliggør kommunikation, og så er de ovenikøbet billigere.

Vi lever altså åbenbart i de fuldvoksne hækkes tid. Modsætningsfuldt bliver det for alvor, når man vender blikket væk fra hækkene og hen imod tidens tale om fællesskaber. For vi har nærmest aldrig talt mere om mangfoldige fællesskaber og om, hvor vigtige de er. Det sker i takt med, at vi har en tendens til at samle os i små fællesskaber med mennesker, der ligner os selv, men vi reelt synes mindre interesserede i de store fællesskaber.

De store institutioner som skolen, kirken og de politiske partier er under pres. Nogle siger endda, at vi presser vores unge for meget til at være i store og uoverskuelige fællesskaber, hvilket der nok er noget om. Men kunne vi så ikke rehabilitere det ikke-præsterende fællesskab i ordets bedste mening? Det vil sige det fællesskab, hvor man ikke behøver at dele alt, men hvor man bare kan dele en øl eller en sodavand og gå hurtigt videre. For er der ikke noget umisteligt på spil, når vi ikke mere kender dem, vi bor i nærheden af, eller når vi ikke mødes i det store fællesskab i forsamlingshuset, i hallen eller på skolen?

Måske er det ægte stærke fællesskab det, der ikke behøver at være varmt og tæt hele tiden, men trygt og fint, i perioder bare på behørig og respektfuld distance? Og nej, jeg tror ikke, at de såkaldte sociale medier kan gøre det ud for dette fællesskab. Måske kan de binde os sammen et stykke af vejen, men det gør en større forskel at se hinanden i øjnene.

Heldigvis er der noget i gære, som jeg nok ikke er den eneste, der fornemmer. Flere og flere slukker de sociale medier i perioder, og flere synes at være opmærksomme på, at vi skal huske at mødes. Det behøver ikke at være en stor præstation. Det kan godt bare være over en varm kop kakao ude i gården eller i haven. Husk det.