Er moderne mænd og kvinder fanget i urealistiske forventninger?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg hørte i radioen, at verden kan deles op i dem der havde set Taj Mahal og dem, der ikke havde set Taj Mahal. Og ganske rigtigt. Hvis vi alle – fysisk fordelte os i to grupper, ville radiogæstens metafor manifestere sig fysisk for øjnene af os.

Men, jeg tror ikke, det var sådan ment. Jeg tolker udsagnet som, at de der har set Taj Mahal, har et unikt fællesskab, en fælles reference og fælles forståelse på baggrund af en kombineret åndelig og fysisk oplevelse. Det kan også tolkes som værende en anelse elitært. Elitært forstået på den måde, at ”vi er nogen, der har set noget, andre ikke har set, hvilket gør os i stand til at reflektere på et andet niveau.

For noget tid siden så jeg et program på DR2, hvor fire kvinder diskuterede mandens overordnede og snart overflødige rolle i samfundet, parforholdet, som mand, elsker, forsørger og ven. Jeg vil forsøge at opsummere hele udsendelsen i en sætning: ”Drømmemanden var, ifølge de fire debatterende kvinder ”en højtuddannet kvinde med et lem”.

Kravene til den moderne mand var, at manden skal kunne fungere som samtalepartner i den samtale, der aldrig ender. Han skal være højtuddannet, da en af kvinderne havde prøvet det der med at ”date nedad”, hvilket bare ikke fungerede for hende. En attraktiv mand skal se godt ud, være veltrænet, aktiv og udadvendt. Han skal være økonomisk velstillet og på alle områder være et uafhængigt menneske. Da studieværten bad kvinderne om at definere drømmemanden ud fra karaktertræk fra kendte mænd, blev han præsenteret som en blanding mellem George Clooney, Jørgen Leth (minus 50 år) og Morten Heiberg.

Emnet for udsendelsen var: ”tabermanden”.

Lad os dvæle lidt ved dét begreb. Hvorfor skal han hedde det? Og hvad var det egentlig, der definerede denne tabermand? Jo, han er over 40 år gammel, ikke veltrænet, ikke akademisk, ikke økonomisk velstillet og single.

I min optik er der sket så mange fantastiske ting i vores skønne samfund, siden ligestilling kom på dagsordenen. Kvinderne arbejder og uddanner sig. Hjemmene er blevet meget bedre til at fordele økonomiske og huslige forpligtelser, og sådan kan jeg blive ved. Det er bare en skam, at dér hvor vi har rosende ord til kvinder, der performer i erhvervslivet og på hjemmefronten, uanset om de bor alene eller er en del af en kernefamilie, dér kigger vi nu ned på de mænd, der har valgt at leve et andet liv end det, man kan leve ved at være akademiker, succesrig, en god far og ægtemand. Kan vi ikke godt kalde dem noget helt andet? ”Mennesker” kunne være et godt bud.

Vi ved, at ord skaber virkelighed. Vi kan kalde det empowerment på godt jysk. Dét begreb virker i ligestillingskampen. Lad det også gælde de mænd, der ikke prioriterer på samme måde som dem, ”der har set Tajs Mahal”.

Lad os prøve at vende det hele på hovedet.

Hvis der sad fire succesfulde mænd og debatterede kvindens overordnede rolle i samfundet, parforholdet, som kvinde, elskerinde, forsørger og ven, og de kom frem til at drømmekvinden var en ”fantastisk kammerat med en vagina”, ja så tror jeg, at kvinderne ville have lige så svært ved at se sig selv i dén rolle, som mange mænd nok har ved at se sig selv i den rolle, de fik påduttet sig under udsendelsen.

Vi kan tage den ét skridt videre og forvente, at den moderne kvinde skal for at kunne nyde stilheden i en eftertænksom stund, hvor vi bare sidder og stirrer ud i horisonten over en iskold fadøl. Hun skal have en høj løn og være villig til at spille pool på værtshuset sammen med de andre mandlige og kvindelige kammerater. De skal være lige så interesserede i ”mande-emner”, som vi er, og de skal være attraktive ved at se godt ud, være veltrænede, aktive og udadvendte. De skal være økonomisk velstillede helt uafhængige.

Og hvis vi skulle skabe en relaterbar prototype på drømmekvinden, ville hun være en blanding af Jennifer Aniston, Susanne Bjerrehuus (minus 30 år), Tina Kjær (ja - hende fra Jolly Cola-reklamerne) og hende den skønne fra kontoret.

Men det her er jo ikke problemet. Problemet er nærmere, at vi har alt for høje forventninger til os selv, hinanden og til hvordan vi får opfyldt vores basale sociale behov. Og her kommer vores netværk ind. For jeg vil vove pelsen og rage mig uklar med hele det politisk korrekte segment ved at påstå, at forskellene på kønnene på ingen måder er en social konstruktion.

Det er derfor, vi har venner og veninder. Dem stirrer vi ud i horisonten eller starter den uendelige samtale op med. Det er dem vi tager ud og spiller pool eller går på museum med. Vi mænd og kvinder hverken kan eller skal opfylde hinandens sociale behov blot fordi, vi er i et parforhold med hinanden. Vi skal nyde, at vi har hver vores måde at leve på. For med et samliv – kombineret med hver vores eget lille liv, har vi dobbelt så meget at dele. Og så kommer den der samtale, der aldrig ender. Så kommer nysgerrigheden og så lever forelskelsen.

Vi ER forskellige. Og hurra for det. Tillad mig at komme med en betragtning, som det tidligere folketingsmedlem, Frank Dahlgaard, kom med for mange år siden direkte fra landets fornemmeste talerstol: ”Kvinden kæmper hele livet for at få manden ud i køkkenet. Når han så endelig står derude, forlader hun ham til fordel for ham på motorcyklen”.

Tilbage til den med Taj Mahal. Lad os ikke dømme andre og opdele os i kategorier ud fra de liv, vi vælger at leve. Og skal forskellene italesættes, så lad os italesætte dem positivt. Lad os være nysgerrige på hinanden og så faktisk bare leve med, at vi ikke alle sammen er hverken drømmemænd eller-kvinder.

Der er så meget i livet, der trumfer økonomi, lækkerhed og succes. Det er bare som om, vi glemmer det.