Jeg havde kun foragt tilovers for håndbolden – så tog jeg til Herning og blev overrasket
Indrømmet, jeg nåede at bande ad publikums fadølsmarinerede kor flere gange i løbet af landskampen, men der uddeles point for konstant indlevelse og engagement.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
»Du skal bare synge med og råbe, så højt du kan, hver gang Danmark scorer,« lød instruksen fra en kontrollør ved indgangen til Jyske Bank Boxen.
Ikke til alle.
Kun til mig.
Måske var det påklædningen, det totale fravær af rød-hvide farver, der afslørede mig.
At jeg var på udebane.
At jeg satte benene i en håndboldhal for første gang.
Ja, torsdag aften gav jeg efter og indvilligede i at bevæge mig ind i ukendt land.
Og det selvom jeg i årtier har mødt den populære sport med en vis foragt.
Der er ligesom for meget løben frem og tilbage i håndbold, for mange små hop på stedet, for mange bøllehatte og for mange klappevifter. En masse ståhej for ingenting.