Vores anfører har landets smukkeste jaw-line, men han giver mig natlig tankemylder

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når november presser sig på og mørke tanker og søvnløse nætter indfinder sig, bliver både familie, fortid og fodbold til faste gæster i den natlige bevidsthed. For klummeskriveren kulminerer det hele i bekymringer om AGF, om anførerens form og berettigelse og om den evige drøm om mesterskabet.

De fleste kender de mange fortællinger, digte og anekdoter om november måned, og om hvor uendelig dyster, trist og tarvelig den tager sig ud og kan være. Så dem undlader vi at citere og konstaterer i stedet, at november er der simpelthen bare for meget af, og man kunne for min skyld sagtens smide den ad helvede til og hive den helt ud af kalenderen som man gjorde med St. Bededag for nogle år siden.

November er ganske enkelt måneden, hvor mit humør kører på dampene og det helt lave oktan-tal, og hvor min arvelige tilbøjelighed til depressive og triste tanker stille og snigende får sit overtag – ikke mindst om natten.

Og dér, om natten, og i min seng, midt i rummet, hvor hende jeg elsker, ligger helt tæt på mig i en misundelsesværdig og uforstyrret søvn, begynder mit natlige novembertankemylder og mine ofte endeløse nætter.

Det handler om hende, om mine børn og min far. Og min bror og søster og de nære og nærmeste, men selvfølgelig også om den mere alvorlige side af livet.

Nemlig om, hvor længe ”De Hviie” kan holde sig i toppen af ligaen, og hvor længe jeg kan blive i min drøm om en gentagelse af det, der skete for snart fyrre år siden, da vi sidst blev danske mestre.

Forleden nat da klokken nærmede sig halv tre, skete det så igen. Denne gang handlede det dog ikke om, hvorvidt de bliver mestre – det skal de nok blive – men mere om den nok så berømte elefant i rummet og en for mig alt for ofte tilbagevendende tanke og som i AGF-kredse nærmest opfattes som både helligbrøde og haram; Om nummer 9. Vores anfører med landets smukkeste jaw-line. Paddy. PM. Patrick Mortensen - og hans betydning og ikke mindst berettigelse for og på holdet.

For det fylder for tiden. Og jeg får simpelthen for lidt søvn og for mange hovedbrud denne november – ikke mindst fordi det jo netop er nætterne, der bruges, og fordi jeg tilmed synes, jeg står ret alene med tanken.

Jøden og Sture (Hvid Røg-drengene i Jyllands-Postens AGF-podcast) lukker mig altid hurtigt ned. Ja, de nærmest griner af mig.

Mine venner ligeså, der samstemmende siger, at AGF er færdige, hvis ikke Mortensen spiller. Efterhånden er det kun min søn, der giver mig en form for støtte og opbakning i min bekymring og natlige tankemylder. Samtidig nikker han forstående og anerkendende til min fortælling om, at hvis man i VIK i gamle dage havde brændt tre straffespark i træk, høvlet et hav af direktører direkte på keeperen samtidig med at både fart og løbemønstre var svært udfordret, så var det kraftedeme en tur ud på bænken.

Og dér, på den røvsyge bænk, kunne man så ellers blive, indtil ham, der erstattede dig, begyndte på det samme, som du blev pillet ud for; at brænde chancer. Og det kunne godt tage et stykke tid, ja, men sådan var det. I Vejlby spillede man ikke på det, der skete for et par kampe siden. Man spillede kun med blik for den sidste og så den kommende kamp – det var taktikken.

Og var taktikken den samme hos ”De Hviie” som i VIK, så vil der i morgen ryge en ung islænding på banen fra start. Ikke en-til-en i stedet for Mortensen, det ved jeg, den ligning går ikke, så der skal to ud, og så må Serra være en op i front.

Jeg ved, at især den unge islænding, Tomas Oli Kristjansson – Tommi – ville kunne Vejlby-kysse (= en kindhest) FCK og Neestrup og deres latterlige set-up ud af Vejlby og direkte retur til København. Så fra bænken til banen, tak – for Tommi – også i en kamp, der betyder noget.

Og når vi nu er ved det med bænken og genvalg og fravalg, så blev det i den grad til et kæmpe (gen)valg og stort da capo for min yndlingsaversion og nu stadig siddende borgmester, Anders Winnerskjold.

Jeg har været efter ham i den her klumme – måske ikke så meget for hans politik, men mere hans valgkampagne og den tæt på skamløst førte valgkamp - især på TikTok – der må ha’ kostet en formue. ’

Og penge eller ej, det virkede for ham, og vinderen skriver historien, og sejren har mange fædre og alt det der… det korte af det lange; Winnerskjold trak det længste strå.

Men han har altså stadig et Sinai-bjerg – eller i hvert fald en Vejlby-bakke - at bestige, før han er i nærheden af at have genvundet tilliden hos mig og de fleste andre vejlbyere.

Alligevel skal han have held og lykke med sit projekt - hvad end det nu måtte gå ud på?

Og har han brug for gode råd kender han matriklen, hvor de gives – Vejlby Stadion, bag målet mod syd! Han var på stadion til kampen mod Sønderjyske inden valget. Det spændende bliver, om han også er der efter, når der ikke er stemmer at hente. Jeg tvivler.

Så på søndag kan han gøre mine ord til skamme. Og det samme kan Patrick Mortensen – og jeg æder gerne hvert og et af dem, i hvert fald i forhold til Mortensen, hvis han skulle starte inde og score og slå til på ny. Sådan er business, det ved han, og det ved jeg.

Mod Silkeborg kom vi i den grad tilbage på sporet. I morgen, søndag, er det årets sidste november- og superligakamp, der venter. Det er mod FCK af alle, og jeg glæder mig lige så meget som jeg gjorde tilbage i Vejlby i 1983, da jeg kunne afhente mit forudbestilte eksemplar af Duran Durans ”Seven and the Ragged Tiger” i Grønborg Radio i Vericenteret. Lagt til side af Hr. Grønborg og til en pris, der omtrent var den samme, som prisen på billetten til søndagens opgør. Pladen blev afspillet uafbrudt de næste måneder, og kunne man afspille FCK-AGF på samme måde som Duran Duran på mit gamle Schneider-anlæg ved jeg at oplevelsen ville være lige så vidunderlig som dengang.

P.S. Vi kipper i øvrigt lidt ekstra med Vejlby-fanen i disse uger for det nyvalgte byrådsmedlem, Martin Christensen. Ikke fordi han er fra Venstre, slet ikke fordi han er borgerlig, men fordi han som mig tror på mesterskabet, er fra fuckin’ Vejlby og formand for VIK-fodbold.

Let’s fuckin’ go!

KSDH!