Festugen er mit aarhusianske bagtæppe

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Så fik vi takket af for 60. gang til endnu en festuge i Aarhus. Jubilæet har givet mig anledning til at tænke over mit eget forhold til Aarhus Festuge og dens betydning for Aarhus.

Indrømmet: Jeg er på ingen måde uvildig, efter 15 år i henholdsvis festugens bestyrelse samt sponsorkomité – og indlægget her vil også bære præg af min dybe kærlighed til Aarhus Festuge og byens kulturliv.

Siden byrådsmødet 5. marts 1964, hvor byrådsmedlem Inge Ehlers (K) foreslog, at Aarhus skulle arrangere en kulturuge mindst en gang årligt, har festugen været en elsket, hadet og omdiskuteret størrelse. Daværende borgmester Bernhardt Jensen (S) støttede idéen, for han havde selv haft tilsvarende tanker om at få arrangeret en kulturfestival i byen. Af Aarhus Wiki fremgår det at den første festuge i 1965 modtog 250.000 kroner. Det er i øvrigt morsomt at bemærke at en af de kommentarer, der blev knyttet til festugens første år var en beklagelse over, at der ikke var lagt mere vægt på det folkelige! Dermed var tonen slået an til nu 60 års vidunderlig debat om kunsten og kulturens formål og forskellighed. Fra fadøl og folkefest til finurlig finkultur.

Min egen festugedebut, foruden barndommens festugebesøg i regi af skole og institutioner, var festugen i 1995. ”I østen” var temaet, og Bispetorv var omdannet til et regulært Chinatown.

Jeg var netop startet i 1.g på Katedralskolen og landede midt i festugens epicentrum. Jeg husker stadig den aften, hvor jeg var på vej ind for at mødes med mine nye klassekammerater. På Harald Jensens Plads så jeg Krone-bilen glide forbi med regentparret på vej til Musikhuset. Det var faktisk lidt stort for en ung konservativ royalist, og første gang jeg så regentparret IRL (som man vist siger det).

Siden er det blevet til over 30 festuger. Festuger, der med sine forskellige og på hver sin vis fantastiske festugedirektører har begejstret, testet og udfordret os. Med vejlukninger, alternative måder at indtage byens rum på, aparte kunst og performance, gade og byfest og festugeåbninger med temaer, som var lige dele spændende og mærkværdige. Bevares - ikke alle festugeåbninger har været lige ”festlige” – men alle har de givet anledning til diskussion og debat. Og det er vel selve essensen af kunstens nerve.

Festugen er en anden i dag end for 30 og 40 år siden. Men det er byen sandelig også. Rent fysisk er den forandret og nye fantastiske kulturinstitutioner er skudt op. Kunsten udformes på andre måder end i 1960’erne. Vores musik og kulturforbrug er større og mere mangfoldigt end tidligere. Det betyder, at festugens tilbud skal finde sin plads i et større kulturudbud end tidligere. Det betyder også, at festugens betydning er en anden.

Mange af os – mig selv inklusive – har vores ungdoms festuge, som universel målestok for alle andre festuger. Jeg kan stadig tage mig selv i at føle og søge den festuge, som var bagtæppet for min gymnasie- og studietid. Det samme oplever jeg, når jeg møder mennesker, der nærmest henført og drømmende taler om både Boblen og Tonicas koncerter. Men tiden løb fra det. Publikum faldt fra – fordi andre tilbud trak mere.

Når jeg i dag oplever festugen, er det med min familie. Oplevelsen af at introducere festugen for mine piger er vidunderlig. Lysfest, Blå Bro og Det Kongelige Teater i Musikhusparken for blot at nævne nogle ting.

Festugen 2026 bliver med ny festugedirektør. Det bliver også med ny kulturrådmand. Jeg håber, at festugen i 2026 kan være medvirkende til at genantænde en glødende debat og begejstring for det rige og omfattende kulturliv, Aarhus har. Et kulturliv, der giver byen karakter og profil – og som er med til at definere Aarhus på en anden skala end nogen anden by uden for hovedstaden. Men også et kulturliv, som tørster efter politisk bevågenhed og investeringer. Vores kunst og kulturprofil er ikke kommet af sig selv. Den skal vedligeholdes og udbygges. Den skal drives frem af drømme og visioner om en storby, der har kunsten, musikken og kultur som grundforudsætning for byens eksistens.