Fodboldens samlende kraft

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

En af de største dumheder, jeg har begået i fodboldens verden, har med fodboldlandsholdet at gøre.

Hvad det er, venter jeg lige med at indrømme…

Men fodboldlandsholdet bliver vi ved, nu da vi er i, hvad vi i AGF og de andre superligaklubber, kalder landsholdspausen, hvor Superligaen ligger stille for at overlade scenen til landsholdet og kampene mod Skotland og Grækenland.

Det gør vi med glæde af mange grunde, og de skal være temaet for min ”stemme i Aarhus” denne gang.

Mit eget første minde omkring fodboldlandsholdet – og i denne klumme tænker jeg især på herrelandsholdet - er fra min faster og onkels hjem i Brabrand. Vi skriver 1965, og Danmark spillede landskamp mod Sverige i Idrætsparken. Vi havde ikke selv fjernsyn, men det havde min faster og onkel, så det var i deres stue, at jeg til Gunnar ”Nu” Hansens kommentering, så Ole Madsen score med hælen mod Sverige. Jeg er ikke engang sikker på, at det var direkte, det var det vist ikke, men dengang var ”svenskelandskampen” det store ærkerivalopgør, og vi havde ikke slået svenskerne i 14 år, da Ole Madsen scorede sit mytiske mål. I dét øjeblik blev der skabt en ny fortælling omkring landskampene mod Sverige: Ole Madsens mål med hælen, og børn, der spillede fodbold, rendte rundt og prøvede at lave en ”Ole Madsen”.

Dét er jo fodboldlandsholdets magiske kraft, dette at det kan være en fælles referenceramme for vores minder (Hvor var du, da…?) og det kan nære en fortælling, som samler og inkluderer i sin natur.

DBU lever under mottoet ”En del af noget større”, og hvis man ser på landsholdsinstitutionen i fodbold – altså alle landsholdene - også ungdomslandsholdene – så kan man gå så vidt som at sige, at dens berettigelse netop er, at den skal være en del af noget større.

Politik og ideologi skal til gengæld ikke være en del af denne klumme, det er ikke mit ærinde. Men man skal ikke følge meget med i nyhederne for at se en verden, hvor meget deler os. Netop politik, ideologi og menneskesyn skaber skel og graver grøfter, der synes at blive bredere og dybere snarere end det modsatte.

Der kan fodbolden i et lille hjørne være en samlende kraft. Her kan landsholdene udkæmpe en version af ”stammekrig” med et fredeligt udgangspunkt, hvor vores nationale tilhørsforhold og måske nationale særkende kommer til udtryk i fodbolden, måske i den måde vi spiller, måske i den måde vi taler om den. Og måske på tilskuerpladserne i den måde, vi støtter vores hold. Fredeligt.

Tænk, hvordan vi samlede os omkring landsholdet, da Christian Eriksen faldt om, men lykkeligvis kom tilbage og scorede i sin første kamp efter sin pause. Det er i de fortællinger, at der bygges bro over kløfter, og skel udviskes – om ikke andet for en stund.

Og det er derfor alle vi, der elsker fodbold kan huske, hvor vi var, da de store landskampe blev spillet. Jeg var der for eksempel i Idrætsparken Grundlovsdag 1985, da Laudrup, Elkjær og co. med en 4-2 sejr over mægtige Sovjetunionen i en af de flotteste fodboldkampe, et dansk landshold har spillet, støbte fundamentet til fortællingen om ”Europas brasilianere”, da verden elskede dansk fodbold ved VM i Mexico i 1986. Tænk, hvad det gjorde for det lille lands selvforståelse og vel også samhørigheden omkring lige præcis det landshold.

På samme måde bærer landsholdsinstitutionen også en historie for AGF og en plads i AGF’s historie. Haldur Lasthein var den første AGF’er på landsholdet. Det var i 1925 og endda i Aarhus i den første landskamp uden for København.

Aage Rou var den første AGF’er der var anfører for A-landsholdet, og for dem uden for Aarhus og tilhørende rette generation husker man måske især Henry From, som blev udødeliggjort med tyggegummiet på stolpen og straffesparksredningen i OL-semifinalen mod Ungarn i Rom i 1960, en kamp som hele nationen lyttede til på radioen.

Den kraft, der er i fodbolden, findes jo heldigvis også i de professionelle fodboldklubber, selv om vi selvfølgelig ærligt skal bekende os til også at være virksomheder, der skal skabe resultater og værdi for vores aktionærer og andre interessenter.

Men også i AGF er vi forpligtet til og optaget af at værne om og bruge fodboldens samlende kraft. At bruge den platform, vi står på i Aarhus, til at bidrage med oplevelser, sammenhængskraft og indsatser i samfundet omkring os, der tjener andet og mere end bundlinjen.

Det er fristende at sige, at AGF skal være ”Aarhus’ landshold”, men det vil jeg ikke. Landsholdene er danskernes - og deres egen institution.

Til gengæld kan vi have den ambition i AGF at være for aarhusianerne, hvad landsholdet er for danskerne: en samlende kraft omkring oplevelser og fællesskab i en tid, hvor andet deler os. Og for lige at binde en knude mellem landsholdet og Aarhus: Vi kan jo også glæde os sammen over, at det er planen, at der skal spilles landskampe på det kommende, nye stadion i Aarhus…

Min egen dumhed? 1992 var min familie og jeg bosiddende på Fyn, hvor jeg også arbejdede. En af vores samarbejdspartnere inviterede mig til EM-finalen på Nya Ullevi i Göteborg. Der var et stykke tid til, og jeg havde ferie, så jeg sagde nej tak – uvidende om, hvad den sommer i Sverige havde i gemmerne til dansk fodbold…

Så jeg var der ikke, da den største historie om det danske landshold blev skrevet i Göteborg…

Til gengæld oplevede jeg så sammen med min hustru en helt unik folkefest i Odenses gader. Og som alle andre, der oplevede det, husker jeg den dag resten af mit liv.

For det er dét, fodbolden kan.