Fortsæt til indhold
Kommentar

Før sæsonens sidste kamp: »De sportslige resultater kalder på ydmyghed, men jo ikke på resignation«

Ingen i AGF er tilfreds med de seneste sportslige resultater, alle i AGF er til gengæld indstillet på at arbejde målrettet for at rette op på det og opnå det ultimative mål; at placere AGF som en fast bestanddel i toppen af dansk fodbold. Fundamentet er til stede, skriver formand Lars Fournais i denne klumme.

Lars FournaisBestyrelsesformand i AGF A/S

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er tilfældigt, at redaktøren har placeret min klumme på dette tidspunkt i ugen op til vores sidste kamp i sæsonen, og selv om der var mange emner, man kunne tage fat i omkring vores by, synes jeg, at jeg denne gang, på dette tidspunkt, nødvendigvis må bruge min ”Stemme i Aarhus” til at dele mine tanker om AGF ved sæsonafslutningen.

Det er indlysende, at jeg ville ønske, at jeg kunne dele disse ord på en mere positiv baggrund, men tingene går stærkt i fodbold, og fodbolden leves og opleves i øjebliksbilleder. I en sæson, der blev indledt så stærkt, både i efterår og forår, og fik mange til at drømme stort på AGF’s vegne, står vi ved dens afslutning nu i en situation, hvor vi har tabt seks kampe i træk og har mistet muligheden for medaljer og europæisk deltagelse.

Man kunne i den sammenhæng se det som formandens opgave at mane til besindighed og tale om stolpe ud. Og det kunne jeg også godt, men vigtigst er det at formidle det klare budskab til alle, der følger vores klub, at ingen i AGF er tilfreds med de sportslige resultater, som vi har leveret i Superligaens mesterskabsspil, som det også var tilfældet sidste år. Det fordrer selvkritik.

Vi håbede på mere, og vi forventede mere af hinanden. Vi ville så gerne have givet vores fans, sponsorer og andre interessenter mere. For en fodboldklub betyder relationerne til omgivelser meget.

Det kalder på ydmyghed, men jo ikke på resignation.

Professionel fodbold afvikles i et kontant miljø, som lever af tydelighed i de krav, man stiller til hinanden, og som altid vil sæsonen blive evalueret netop så kontant på alle niveauer med henblik på at stå helt skarp og konkurrencedygtig til næste sæson, som kommer lige straks.

Når jeg alligevel har helt ro i maven på vegne af AGF, handler det om, at klubben - hvis man ser ud over det aktuelle øjebliksbillede - som helhed står et stærkt sted. Med udfordringer, som er velbeskrevet, javel, men det er netop nu værd at minde om, at AGF hviler på et meget stærkt fundament, hvorpå fremtiden bygges.

Denne plads er ikke egnet til partsindlæg om det nye stadion, men Aarhus får et nyt stadion, som byen vil blive stolt af, og som AGF vil spille på med stolthed. Et moderne stadion er en hjørnesten i driften af enhver professionel fodboldklub med ambitioner, så vi glæder os selvfølgelig enormt til den dag, byen og AGF kan tage det nye stadion i brug.

Og når jeg ser tilbage på sæsonen, der gik, hvor vi afviklede de første kampe på det nye, midlertidige, Ceres Park Vejlby vil jeg også tillade mig at rose alle i AGF og kommunen for på kort tid med en utrolig indsats at få et midlertidigt stadion med en af Superligaens bedste baner op at stå.

Jeg ved, at Vejlby for vores trofaste tilhængere også fordrer lidt forståelse for, at det er et midlertidigt stadion, men det er altså en præstation at skabe et velfungerende stadion på så kort tid. Både stadion i Vejlby og vores nye stadion bliver væsentligt dyrere for AGF end oprindeligt budgetteret – man kan ikke bruge pengene to gange, så naturligvis har det en betydning for AGF, at det koster, men det er en investering, vi har valgt at gøre i vores fremtid.

Lars Fournais. Foto: Martin Thomas Ford

Går vi videre ad den infrastrukturelle konsolidering af AGF, skal jeg selvfølgelig nævne vores nye akademi. Det ikke alene fuldender Fredensvang som et moderne professionelt fodboldanlæg, der kan måle sig med det meste. Akademiet er, ligesom vores samarbejdsaftale med El Cambio i Uganda, også et forpligtende pejlemærke for fremtiden, hvor vi skal være endnu dygtigere til at skabe vores egne unge spillere i de fantastiske miljøer, så de bliver dygtige nok til at spille på superligaholdet.

Det er også på sin plads ydmygt at takke for fans, sponsorer, samarbejdspartnere og andre interessenter for deres opbakning både i forbindelse med udfordringerne ved stadionflytningen og de seneste svigtende sportslige resultater.

Vores fans har vist deres styrke også i modgang, og på sponsorsiden har vi i Sparekassen Danmark og Andelskassen fået to nye hovedpartnere, ligesom Ceres/Royal Unibrew har forlænget med en historisk lang aftale. Vi har generelt fået stærk opbakning med langvarige aftaler frem mod det nye stadion, og vi forventer således at ramme cirka 90 millioner kroner i sponsoromsætning i sæsonen 2024/2025 – et historisk højt niveau. Og vi har såmænd også solgt flere AGF-trøjer end nogensinde før…

Er dette så bare mit forsøg på at få den gode læser til at glemme vores svigtende sportslige resultater – eller at få dem til at glide lettere ned?

Nej.

Vi er ikke tilfredse med de aktuelle sportslige resultater, og vi forstår vores fans frustrationer over dem og anerkender deres ret til at udtrykke disse frustrationer. Presset er rimeligt, presset er et privilegium – også i AGF.

Men det er til gengæld formandens forsikring om, at vi i AGF står rustet til at kæmpe hårdt for at nå vores ultimative mål om at ligge permanent i toppen af dansk fodbold. Og at vinde noget.

Den ambition brænder lige så stærkt som altid, og alle i AGF vil kæmpe og arbejde målrettet for at opfylde den ambition.