Vil du bytte det moderne Aarhus med den by, hvor åen var asfalteret?

I tirsdags kom jeg for skade at tage bilen ind til Aarhus, og oplevelsen af at komme omkring i Aarhus i bil i myldretiden var totalskadende for tålmodigheden. 

Så langt så godt. Nu når vi så til den erkendelse, jeg skylder i forlængelse af ovenstående: Jeg vedkender mig fuldt og helt den gennemgribende magelighed, som min beslutning om at tage bilen til arbejde var udtryk for.

Den afgørende faktor i beslutningsprocessen var slet og ret et hurtigt kig ud ad vinduet og konstateringen af, at der for første gang længe ikke var tørvejr. Det vejr var ikke værd at cykle i, overbeviste jeg mig selv om uden at blinke.

Det virkede let og bekvemt at tage bilen på sådan en morgen. Med tag over hovedet og radioens bløde morgenflade i ørerne. Men jeg nåede ikke længere end fra Risskov til Østbanetorvet, før jeg fortrød. Turen omkring Nørreport tog velsagtens en halv time, og næste punkt var så at finde en parkeringsplads.

Træls var det skam, men faktum er jo, at jeg selv bidrog til problemet. Det havde været både bedre for mine medtrafikanter i morgentimerne og markant hurtigere for mig selv blot at tage letbanen eller cykle den flade rute på ca. syv kilometer.

I byrådssalen debatterede politikerne onsdag aften mobilitetsplan og omdannelsen af Banegårdspladsen, hvor der er ambitioner om at presse bilerne væk i løbet af de kommende år. Og de talte om Vesterbro Torv, hvor teknikrådmand Nikolaj Bang (K) for nylig præsenterede lignende tanker.

Handler sådanne forslag om at gøre livet surt for bilister? Eller er de visionære? Svaret afhænger af, hvem man spørger. I byrådet og velsagtens også i byen.

For nylig udtalte direktøren for Aarhus City Forening, Claus Bech, her i JP Aarhus, at det, der foregår for tiden »kan kun opfattes som chikane mod bilisterne«. 

Og en debattør konstaterede, at den kollektive transport for mange ikke er et velfungerende alternativ.

»Bor man udenfor Aarhus, er man ikke velkommen. I hvert fald ikke i bil. Men uden en bil, hvordan skal man så komme til Aarhus,« spurgte hun.

Jeg forstår pointerne, og for nogle kan det være nødvendigt at tage bilen ind til Aarhus. Det skal der være plads til. Aarhus er også for oplandet og for gæster langvejs fra, byen er for alle.

Når det er sagt, har jeg også forståelse for de stemmer, som taler for at luge ud i bilparken i hjertet af Aarhus. Det er belejligt, men altså ingen menneskeret at kunne parkere ved en kantsten to minutters gang fra den butik, man sigter efter på en strøgtur en lørdag formiddag. 

Jeg har ofte benyttet mig af de parkeringspladser, som tidligere var at finde på Fredens Torv, men som nu er omdannet til en park. Har jeg lejlighedsvis manglet dem, efter at de blev inddraget? Ja. Men det ændrer ikke ved, at det er en helt anden oplevelse at opholde sig på eller passere Fredens Torv i dag end tidligere. Og det på den gode måde. Således går regnestykket så rigeligt op for mig.

Der er en udvikling i gang, og den går jo faktisk ganske langt tilbage. Ikke kun i Aarhus. 

Forleden så jeg en historie fra TV 2 Kosmopol, som havde fundet gamle billeder af København med parkering i bl.a. Nyhavn og på Israels Plads. På Israels Plads er bilerne væk, og et rekreativt område og Torvehallerne er kommet til. Det er altså et godt bytte, hvis du spørger mig.

Der er næppe heller mange, som har bare et lille ønske om at fylde og asfaltere åen i Aarhus og berige den med tæt trafik, som man så det for årtier siden. Ville du bytte?

Jeg vil ikke. Hvis Vesterbro Torv og Banegårdspladsen bliver omdannet til det bedre ud fra et bylivsperspektiv, lærer flertallet sikkert også at sætte pris på det over tid.

For nu vil jeg til gengæld stoppe op og tænke en ekstra gang, næste gang mageligheden byder mig at tage bilen ind til Aarhus i myldretiden.