Selv om der er langt til rådhuset, har en ny ordning vist at forkorte afstanden
Tre såkaldte ”playmakere”, der er ansat til at hjælpe lokalområderne uden for ringvejen, har skabt et gennembrud i Spørring.
Spørring er en gammel landsby mellem Aarhus og Randers med historie tilbage til Stenalderen. Vi har en borgerforening, som også fungerer som fællesråd.
Vi ligger meget langt væk fra rådhuset i Aarhus. Der er stor forskel på landsby og storby, hvilket der ikke tidligere har været megen forståelse for fra forvaltningerne i Aarhus.
Nu har borgmesteren ansat tre såkaldte ”playmakere” i sin afdeling til at hjælpe lokalområderne uden for ringvejen. Disse tre personer har virkelig gjort en forskel for os. Vi er blevet hjulpet med kontakter, og playmakerne har fulgt op på vores ønsker, så vi er kommet igennem med det meste.
Vi har en sag kørende på tredje år nu: Vi har samlet penge ind til en multibane, som vi gerne vil etablere på vores lokale boldbane. Dette er desværre i strid med de retningslinjer, som Sport og Fritid administrerer boldbaner ud fra i Aarhus Kommune, og vi er endnu ikke kommet frem til en acceptabel løsning.
Retningslinjerne for boldbanerne giver sikkert mening i en storby som Aarhus, men ikke i en landsby som Spørring.
Som det er nu, må man ikke benytte boldbanerne i vinterhalvåret og i skolernes sommerferie, men vi har børn, unge og voksne, der gerne vil spille bold og motionere på alle tider af året.
En multibane vil tilgodese dette behov, da den kan benyttes hele året. Denne sag er nu, med hjælp fra playmakerne, nået til borgmester Jacob Bundsgaard. Borgmesteren besøgte os i november, hvor han blandt andet så på sagen med multibanen, og hans umiddelbare kommentar var »hvad er problemet? Det skal da bare gøres«.
Vi er nu i dialog med embedsmændene i Sport og Fritid igen med forventningen om, at sagen løses til alles fordel.
Her i Spørring har Aarhus Kommune etableret en folkeskov i en gammel grusgrav. Grusgraven blev nedlagt for ca 40 år siden og vi har kæmpet hårdt for at området ikke blev til losseplads, skydebane eller international motocrossbane. Vi er meget glade for at det er endt med Folkeskov.
Teknik og Miljø i Aarhus har endvidere opkøbt den ”nye” grusgrav, som blev nedlagt for tre år siden, for at udvide folkeskoven mod nord og endda lidt ind i Favrskov Kommune. Det er vi også rigtig glade for.
Spørring udbygges for tiden med mange nye boliger, hvilket ender med en fordobling af indbyggertallet.
Det bliver en stor opgave, at bevare landsbyværdierne, når byen vokser så hurtigt, som den gør i de kommende år.