Så er det spisetid

Anledningerne til at overveje, hvad man sætter på bordet, er mange nok for tiden. Der er det gode gamle spørgsmål om sundhed. Der er priserne på fødevarer og generel økonomisk smalhals for mange. Der er klimabelastningen. Og i den kommende tid er der i særlig grad alt det, man er vant til, vænnet til gennem årene. Traditionerne.

For juletiden er om nogen en traditionsbunden tid. Der skal godt nok meget til, for at man ændrer grundlæggende på gennem årtier opbyggede mønstre for, hvad man spiser og hvornår. I hvert fald her på matriklen.

And til jul er en nobrainer for mig. Den årlige juleklip-seance med svigerfamilien tilsat god mad, knas og risalamande er fast inventar – jeg har endog arvet det ærefulde hverv at sørge for de to obligatoriske marcipanroulader hvert år. En med ren marcipan, chokoladeovertræk og smuttede mandler ovenpå. En med marcipan, nougat, chokoladeovertræk og den velkendte lilla ”Dekoration med violsmag”.

Som du måske kan fornemme, kan jeg godt finde ud af at sætte pris på julemånedens menuer. Sild, brunede kartofler, kålpølser, konfekt og den slags. Og jeg kunne sikkert også godt trænge til et par nye bremseklodser ved buffeten. Det tænker jeg over hvert år. Sådan er der meget, man trygt kan regne med.

Historierne om alt fra overspisning til familier, der har svært ved at strække økonomien til en fyldig julemenu med det hele, er en fast sæsonvare. Alligevel tænker jeg på, om i år bliver en anelse anderledes.

Rekordmange pressede familier søger hos diverse hjælpeorganisationer om julehjælp, og mange, som kan klare sig uden, ser nok lidt mere på priserne, når de handler. Ikke mindst i tider som disse er der grund til at tænke over, hvad man spiser og serverer – og hvorfor.

Det handler ikke blot om, hvad der smager godt. Det handler også om kultur. Der er meget at lære af fortiden, af gamle husråd og gamle tiders bevæggrunde for at indrette sit årshjul på en bestemt måde. Der er masser af interessant viden og gode perspektiver at hente.

Det er derfor, vi i JP Aarhus i dag – den første søndag i advent – lancerer en ny klummeserie med madhistoriker og museumsinspektør fra Det Grønne Museum Bettina Buhl ved pennen. “Madkassen“ hedder klummen, der vil bidrage med tanker om dansk madkultur fra en, der kender den bedre end de fleste.

I sin første tekst fortæller Bettina Buhl bl.a. om, hvorfor november er kødets måned, og hvorfor grisekød fylder så meget på juletidens menukort. Faktisk handler det om noget så aktuelt som at spare på ressourcerne. Og apropos gris, så vil det ikke overraske mig, hvis en af de kommende udgaver af “Madkassen“ sætter et lidt overraskende fokus på den af slagsen, man kan vinde i mandelgave.

Vi er nu inde i det, min hustru gerne omtaler som den brune sæson. Den brune sovs har været en af mine favoritspiser lige så længe, jeg kan huske. Ikke mindst når min farmor eller min mormor lavede den, da jeg var barn.

Mine bedsteforældre er her desværre ikke længere. Men det er sovsen heldigvis. Den skal man ikke gå ned på.

Velbekomme.