Emil fra Lønneberg som borgmester

Emil fra Lønneberg er hverdagslivets Pippi. Begge er de utæmmede væsener, der laver gale streger, er godhjertede og hjælpsomme, og begge gør op med autoriteter. Hvad kunne få flere som Emil til at engagere sig i politik?

Artiklens øverste billede
Emil fra Lønneberg – her med søsteren Ida – ender med at blive sognerådsformand som voksen – sandsynligvis både omsorgsfuld, observerende og retfærdig og med sans for fantasi, eksperimenter og energisk forandringskraft.

Astrid Lindgren har kækt og kritisk sagt, at »politik er alt for vigtigt til at overlade til politikerne«.

Vi kan og bør engagere os i demokratiet i hverdagen i stort eller småt. Men hvilke kvaliteter har et sundt politisk menneske? Og hvad gør os i stand til at blive omsorgsfulde, nysgerrige og hele mennesker med evnen til at samskabe samfundsløsninger med andre?

Svarene optager mig, fordi vi har brug for bred politisk handlekraft nu men også nogle, der samler og går forrest, fordi de lokale og globale udfordringer med bl.a. klima, miljø og social polarisering har sense of urgency. Lindgrens forfatterskab og særligt fortællingen om Emil fra Lønneberg peger på menneskelige kvaliteter, vi har brug for at fremelske.

»Emiiiiiil,« brøler far Anton efter sønnen, der laver »flere skarnsstreger end der er dage på et helt år«.

F.eks. da han vil se, om faderens hat kan flyde i bækken, og om hans støvler kan holde vand. Emil får altid skældud og ender i værkstedet, hvor han skal tænke over sine skarnsstreger. Her vælger Emil at bruge isolationen aktivt på at snitte den største samling træmænd i Småland. Værkstedets dør kan lukkes udefra, men Emil kan også gøre det indefra. Hvem bestemmer egentlig?

Mor Alma skriver hver dag Emils skarnsstreger ned, fordi hun elsker ham højt og ser hans kærlige væsen og nysgerrighed over for verden.

»Skynd dig ud i værkstedet, Emil, inden far får storetåen ud af rottefælden,« siger hun og låser ham inde. Med lillesøster Ida i familien kan Emil øve sig i kærlighedens kunst ved at udvise omsorg over for et andet menneske.

På gården er også karlen Alfred. Kærligheden mellem dem er gensidig og smuk:

»Du og jeg, Alfred, ikke også?«

»Jo, Emil, du og jeg,« svarer Alfred, hvis opmærksomhed over for Emil er ægte og dyb.

Emil er hverdagslivets Pippi. Begge er de utæmmede væsener, der laver gale streger, er godhjertede og hjælpsomme, og begge gør op med autoriteter.

»Du skal ikke være bange Emil, far er faldet til ro igen, så du kan godt komme ud,« fortæller Alma.

Men det ville Emil ikke, og det blev en hård, men fortjent nat for hans forældre.

Rollefordelingen på Katholt byder på masser af forudsigelighed og kærlighed til Emil, og det kompenserer så rigeligt for faderens dårlige impulskontrol, vrede og udskamning. Når skammen mødes med medfølelse, opløses den, så Emil formår at blive voksen uden at blive programmeret med skamtriggere. For skam opløses af de venlige og varme blikke fra Alma, Alfred og Ida.

Emils skarnsstreger er altid nye og laves ikke for at få de voksnes kærlighed, men fordi han er nysgerrig, undersøgende og udforsker verden. Mange af dem skyldes faktisk Emils gode intentioner og retfærdighedssans, som da han hejser Ida op i flagstangen, fordi hun jo gerne vil se hele Mariannelund og inviterer hele fattiggården hjem til julefest og ædeorgie.

Emil er hverdagslivets Pippi. Begge er de utæmmede væsener, der laver gale streger, er godhjertede og hjælpsomme, og begge gør op med autoriteter. Emil underminerer ofte faderens autoritet og udfordrer også kyniske Kommandusen i fattighuset. Emil har evnen til at stå uden for de voksnes verden og vurderinger og modet til at intervenere i den og skubbe til dynamikkerne. Emil insisterer på at tænke selv, være sig selv og sætte spørgsmålstegn ved autoriteternes magt og mønstre.

Emil ender faktisk med at blive sognerådsformand som voksen – sandsynligvis både omsorgsfuld, observerende og retfærdig og med sans for fantasi, eksperimenter og energisk forandringskraft.

»Når mennesker med magt holder op med at lytte, er det på tide at skifte dem ud,« har Lindgren også engang sagt.

Hverken teknokrater eller despoter evner at lytte, fordi de mangler kærlighed som den modererende faktor i relation til omverden. De er drevet af magt over andre og har ikke blik for skønheden og det sårbares værdi som særlige menneskelige kvaliteter.

Det modsatte af skønhed er ondskab, for ondskaben udspringer netop af manglen på at kunne mobilisere dette blik, som erstattes af tilbøjeligheden til at ville ødelægge det skønne. Har nysgerrige og udforskende mennesker som Emil ikke netop en opfattelse af magt, som noget man får og skaber sammen med andre, hvorfor de også vil blive ved med at lytte insisterende? Hvad kunne få flere som Emil til at engagere sig i politik?

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.