The B-word

Jeg sidder her i Beder og kigger frem og tilbage på år ét efter brexit. Måske skulle kunstnere have haft ansvaret for brexitforhandlingerne.

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus Sand Høyer

Det er måske ikke overraskende, at jeg aldrig har været fortaler for brexit. Lige fra begyndelsen har jeg været svoren tilhænger af britisk medlemskab af EU. Og nu, et år efter at Storbritannien officielt trådte ud af EU, kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at mere end 6 af 10 vælgere i Storbritannien mener, at brexit er forløbet dårligt eller værre end forventet, hvilket fremgår af en meningsmåling i avisen The Observer.

Det er da indlysende. Nu er jeg ikke ude på at hovere – der er ikke noget at være stolt af. Men ærligt talt – hvor er de lykkelige tider, som brexit-tilhængerne fik stillet i udsigt? Hvor er deres “globale Storbritannien” og genoprettelse af britisk suverænitet?

En uge efter at brexitminister David Frost trak sig fra Boris Johnsons regering, viste meningsmålingen i The Observer, at 42 pct. af dem, der stemte ja til britisk udtræden af EU i 2016, så negativt på, hvordan det var gået med brexit. Resultatet kom umiddelbart forud for, at en række overgangsbestemmelser for britisk import fra EU i handelsaftalen mellem EU og Storbritannien udløb med udgangen af 2021 (hvad det fører til, må guderne vide). Det er imidlertid ikke kun et spørgsmål om britiske forsyningskæder; brexit fungerer ikke på mange planer. Dagligt kan vi læse, at mange virksomheder vakler; at det bliver stedse vanskeligere for kunstnere, teater- og dansekompagnier og forestillinger at komme til og fra Storbritannien; at børns skolerejser til og fra EU bliver aflyst; at det ikke kan lade sig gøre at uddanne sig inden for EU’s Erasmus+-program. Det tager flere måneder at få et visum.

Britiske forskere og virksomheder står indtil videre uden for fortsættelsen af EU’s Horizon-program, som er verdens største internationale forskningsprogram. Storbritannien føler sig pludselig indskrænket, uagtet at landets brexitledere endnu ikke har forstået, hvor lille Storbritannien er blevet.

Rent personligt konstaterer jeg en afsmittende virkning af brexit på flere måder – f.eks. er det noget helt andet nu at rejse til og fra Danmark som brite. Nu bliver jeg ikke længere hurtigt vinket gennem paskontrollen – nu skal jeg vise mit lille plastickort, der giver mig permanent opholdstilladelse (som var meget svært at opnå, og som jeg er evigt taknemmelig for), og udførligt gøre rede for, hvorfor jeg rejser ind i Danmark, hver gang jeg vender “hjem”. Man føler sig pludselig mindre velkommen og mere som en fremmed, og det er selvfølgelig altsammen vores egen skyld. Nu står jeg trist og slukøret i paskontrollen i en kø for mig selv væk fra min danske familie – jeg er ikke længere en af de få EU-udvalgte. Jeg er stadig væk europæer, har jeg lyst til at råbe. Hvis der er én nyttig lære, man kan uddrage af alt dette, er det, at jeg i langt højere grad forstår, hvad det vil sige at være udenfor.

Noget, der imidlertid foruroliger mig mere end en ligegyldig kø i paskontrollen, er, at det land, som jeg er født og opvokset i, det sted, som mit hjerte stadig banker for, isolerer sig fra sin bedste samarbejdspartner. Vi er vidner til en kortsigtet tankegang og et tilbagetog til nationale grænser, der lægges frem som en hurtig løsning på folks frygt for globalisering. Den britiske regering har reduceret min tidligere arbejdsplads, British Council, der svarer til det franske Alliance Française, det tyske Goethe-Institut, det spanske Instituto Cervantes og det kinesiske Konfucius Institut, til noget nær ubemærkethed med voldsomme finansieringsnedskæringer og dermed sløvet sit bedste redskab til brug for at skabe kulturel kontakt og interaktion både i og uden for EU.

I 88 år har kunst og kultur været spydspids i British Councils kampagner med det formål at indgyde tillid som det eneste sande lingua franca – denne kultur- og uddannelsesinstitution, som den nylig afdøde og afholdte ærkebiskop Desmond Tutu engang så klogt beskrev som værende »på sit ypperste, når den (British Council, red.) er åben og rækker ud for at knytte kontakt … British Council er med rette for engagement og imod isolation … Verden har behov for, at flere mennesker rækker ud mod hinanden.«

Nu, da Storbritannien i flere henseender synes at afskære sig fra EU, beder jeg til, at kulturel kontakt og samspil ikke også er en saga blot – denne udramatiske interaktion, som ofte sætter os i stand til at se verden fra andres perspektiv, hvilket nærer vores evne til at være nysgerrige og giver os mulighed for gang på gang at udvide det kendtes grænser.

Franskmanden Jean Monnet, som var med til at grundlægge det moderne EU-projekt, har sagt, at hvis det var muligt at begynde forfra med europæisk integration, skulle det arbejde begynde med kultur. Jeg er ikke i tvivl om, at Monnet havde ret. Vores erfaring, vores historie og en lang række vidnesbyrd fortæller os, at den rolle, som kulturel kontakt spiller – dvs. kunsten virkelig at tale sammen og lytte til hinanden – aldrig har haft større betydning. Det får mig til at tænke på noget, som den fremragende tyrkiske forfatter Elif Shafak engang sagde på European Culture Forum i Bruxelles: »Det kan godt være, at vi ikke har noget med hinanden at gøre, men vi læser den samme bog.«

Kultur kan med andre ord hjælpe os med at fokusere på de ting, vi er fælles om, så vi bliver mindre bange for de ting, som vi ikke er fælles om. Spids øren, Storbritannien og Boris!

Som altid vender jeg tilbage til mit foretrukne praktiske eksempel – initiativet Europæisk Kulturhovedstad. Den har som sit enkle formål at fejre og styrke den forskellighed og det fællespræg, som kendetegner kultur og evner i vores komplekse familie af nationer og regioner, der er under hastig forandring. Den frembyder det fælles rum, hvori vi kan interagere på en sikker måde. Og den frembyder håb om at tackle udfordringer på langt sigt, ikke blot som en hurtig løsning. Det er sørgeligt at konstatere, at der her er tale om endnu et EU-initiativ, som Storbritannien ikke længere har ret til at få adgang til. Storbritannien vil ikke blive vært for Europæisk Kulturhovedstad igen i 2023, som det ellers var meningen.

Så mens jeg sidder her i Beder og kigger frem og tilbage på år ét efter brexit, forsøger jeg ihærdigt at opveje det dystre aspekt ved brexit med et smil, mens jeg mindes, hvad EU kan udrette bedst med Storbritannien som medlem. Storbritannien bliver nødt til at have kontakt med det europæiske fastland, som det er en del af – op gennem historien har dets ledere lige fra Pitt over Palmerston til Churchill alle forstået det vitale behov for at have kontakt med det øvrige Europa – og jeg er af den faste og optimistiske overbevisning, at vi ved at bevare troen på kulturens magt kan bevare kontakten på tværs af sektorer, befolkningsgrupper og grænser. Lyrikeren W.H. Audens ord rinder mig i hu: »Kunstneren betragtes som den vigtigste af statens embedsmænd,« sagde han. Måske skulle kunstnere have haft ansvaret for brexitforhandlingerne.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen