Hvis man ikke vil ulejlige småbørnsfamilier, kunne man begynde med at sikre institutionspladser tæt på hjemmet

Der er fundet skimmelsvampesporer i indeklimaet i fire omdiskuterede pavilloner i aarhusianske dagtilbud. Men det er for drastisk at flytte børnene, mens problemerne bliver udbedret, lyder det fra rådmanden.

Artiklens øverste billede

Hvad ville du gøre, hvis der blev fundet skimmelsvamp i luften på det kontor, hvor du tilbringer din hverdag?

Ville du acceptere en besked om, at “vi gør rent, du arbejder bare videre”?

Tja, meget afhænger jo af lokalerne, personlige grænser mv. Men hvis det var mine børn, som blev bedt om fortsat at møde ind og tilbringe deres dag, lege og blive forpustede i skimmelramte pavilloner, der blev etableret som midlertidige for årtier siden, ville jeg ikke være tilfreds.

Der er og skal være et ekstra lag af eftertænksomhed, når man tager beslutninger på vegne af børn om sager, de ikke har en forudsætning for at forstå. Og i en situation som den, der lige nu udspiller sig på børne- og ungeområdet i Aarhus Kommune, må såvel forvaltning som forældre desværre gøre sig den slags overvejelser.

Indeklimaet i 12 aarhusianske dagtilbud er blevet undersøgt for skimmel, og i fire af dem er der fundet skimmelsvampesporer i indeklimaet i et omfang, der kræver handling, men uden »nærliggende sundhedsfare«, lyder vurderingen.

Set fra min stol lader Aarhus Kommunes håndtering af denne sag meget tilbage at ønske. Husk lige på forløbet forud for, at indeklimaet blev undersøgt i de 12 institutioner, der nu er i fokus.

Lokalerne er gjort rent, der er taget nye prøver i uge 48, som man nu afventer svaret på, og aktiviteten i specifikke lokaler skal for nu begrænses mest muligt. Men man har besluttet ikke at genhuse børnene.

Børne- og ungerådmand Thomas Medom (SF) slår fast, at »børn og skimmelsvamp rimer ikke« og oplyser, at der hos forældre og personale ikke har »været utryghed i forhold til udmeldingerne«. I så fald er det glædeligt, det er jo dem, det handler om.

Men signalværdien er alligevel tvivlsom, og formanden for Aarhus Forældreorganisation, Anne Ernst Grøndal, er i hvert fald »målløs«.

»Det er ikke i orden, at børn går rundt i skimmel. Heller ikke, selv om det bare er lidt,« som hun siger.

Set fra min stol lader Aarhus Kommunes håndtering af denne sag meget tilbage at ønske. Husk lige på forløbet forud for, at indeklimaet blev undersøgt i de 12 institutioner, der nu er i fokus.

Det begyndte med syv skimmelramte pavilloner, som var på dagsordenen i Børne- og Ungeudvalget i april. I måneder lå sagen der, uden der skete mere. Da JP Aarhus i september begyndte at interessere sig for sagen, skete der pludselig noget.

Man havde oprindeligt testet indeklimaet i én af de syv pavilloner. Allerede inden JP Aarhus nåede at bringe en historie om sagen, besluttede forvaltningen at teste indeklimaet i de øvrige seks pavilloner.

Og ved budgetforhandlingerne blev der efterfølgende afsat millioner til at erstatte gamle nedslidte pavilloner med nybyg.

»Råd, svamp og skimmel hører selvsagt ikke til i nærheden af børn og medarbejdere, og jeg er meget glad for, at vi nu slipper af med de midlertidige pavilloner,« udtalte Thomas Medom i den forbindelse.

Nu står vi her med resultater fra indeklimaundersøgelser i 12 dagtilbudspavilloner. Rådmanden begrunder den fravalgte genhusning med, at det uden symptomer på gener ved ophold i bygningerne vil være »drastisk at forstyrre så mange menneskers hverdag ved at flytte dem«.

Jeg håber, at forældre og personale er taget med på råd i den vurdering. Uanset hvad klinger argumentet hult i det store billede. Vi taler om ulejlighed i en afgrænset periode her – måske blot til der foreligger nye og rene svar på prøverne taget i uge 48.

Hvis man ikke vil ulejlige forældre og børn ved at sende dem vidt omkring efter pasning, kunne man måske begynde med at sikre pladser i deres nærområder.

Århus Stiftstidende har f.eks. tidligere skrevet om, hvordan børnefamilier på Aarhus Ø er blevet henvist til midtbyens institutioner, mens der er tomme pladser i nye lokaler på Aarhus Ø. Her vejede hensynet til driften af midtbyinstitutioner med ledig kapacitet højere end familielogistik.

Andre steder i byen er der pres på pladserne i et sådant omfang, at familier ikke kan få børn passet deres foretrukne institution – f.eks. den nærmeste. Se, der kan mennesker ende med en årelang mere eller mindre drastisk påvirkning af deres hverdag.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen