Varme hænders vidnesbyrd må ikke fortabe sig i pressestrategier

Der kan være logik i, at kollegaer og chefer har en føling med, hvad man udtaler sig om. Også i Børn og Unge i Aarhus Kommune. Men tjener det åbenheden, at 42 mennesker skal orienteres om et interview?

Artiklens øverste billede

For nylig researchede vi på JP Aarhus til et større projekt om prisen på dagtilbudspladser i Aarhus Kommune. I den forbindelse kunne vi konstatere, at det var overmåde svært at få dagtilbudsledere i tale om priser, budgettildelingsmodeller mv.

Det er set før, at travle pædagoger enten ikke har tid eller lyst eller måske bruger det første som dække for det sidste – og derfor afstår fra at ytre sig. Undersøgelser foretaget af Bupl har tidligere vist, at stadig flere pædagoger ikke tør udtale sig kritisk offentligt. Men netop den researchfase for nylig satte gang i en undren.

En leder af en konkret institution afviste at udtale sig med den begrundelse, at vedkommende ikke havde tid til alt det, der fulgte i kølvandet i form af orientering af baglandet.

Da vi spurgte i forvaltningen, hvad orientering af baglandet vil sige, viste det sig, at 42 personer – fra rådmand og direktør til kommunikationsfolk – skal have besked om det, når én pædagog har udtalt sig arbejdsrelateret.

Hvor mange timer skal de 42 personer så tilsammen bruge på at orientere sig i sagen og vurdere, om og i givet fald hvordan den skal håndteres?

Jacob Haislund, redaktør

Som beskrevet i JP Aarhus i denne uge skal man bl.a. beskrive journalistens ærinde, svare på spørgsmål og andet, der kan være relevant.

Ifølge børne- og ungerådmand Thomas Medom (SF) udspringer ordningen ikke af et ønske om »kontrol«, men om, at man opdaterer hinanden. For ham er det »udtryk for gennemsigtighed og åbenhed i en stor organisation«. Han tror i øvrigt ikke, at »det kan afholde nogen fra at udtale sig«.

Måske er jeg sortseer, men kunne man omvendt forestille sig, at sådan et system ikke just ansporer de varme hænder ude i virkeligheden til at stille sig op i offentligheden og sige deres mening? Velvidende at 42 chefer, mellemledere mv. skal have en mail om det bagefter. Uanset om det så handler om tryghed eller tidsforbrug.

Det er anekdotisk evidens, men vi har jo da i hvert fald mødt den første, for hvem den orientering blev en stopklods. Og Marianne Gilbert Nielsen, formand i Bupl Aarhus, fortæller til JP Aarhus, at man der har en liste med en håndfuld medarbejdere, der som regel gerne vil udtale sig.

En anden ting er bureaukratiet. Er det virkelig nødvendigt at belemre 42 mennesker med fire citater og en forventet publiceringsdato? Hvor mange timer skal de 42 personer så tilsammen bruge på at orientere sig i sagen og vurdere, om og i givet fald hvordan den skal håndteres?

Og nu melder en anden tanke sig: Var det så også nogle af de 42 mennesker, som med lynets hast håndterede en sag, der ellers havde ligget stille i måneder, da JP Aarhus midt i september begyndte at interessere sig for syv skimmelramte pavilloner i aarhusianske dagtilbud? Først fandt man det ikke nødvendigt at måle luftkvaliteten i alle pavillonerne, men man nåede at ombestemme sig og udsende en pressemeddelelse, inden artiklen udkom. Og ved udgangen af september forelå et budgetforlig, der sikrer, at de gamle, nedslidte pavilloner bliver erstattet af nybyggeri.

Ud fra et effektiviseringsmæssigt synspunkt kunne man vel overveje at lade en af kommunens kommunikationsmedarbejdere aflaste de 41 andre i systemet, vurdere hver presseoptræden og dernæst orientere de kollegaer, der skal inddrages.

I et opslag på Facebook konstaterer Eva Borchorst Mejnertz (S), forkvinde for børne- og ungeudvalget i Aarhus Kommune, om ordningen i Børn og Unge, at »det nytter simpelthen ikke det her«.

»Vi er nødt til at have viden fra frontmedarbejderne, og det er sindssygt vigtigt, at de ikke bliver bange for at fortælle det, de oplever i deres hverdag,« skriver hun, og det er jo svært at være uenig i.

Eva Borchorst Mejnertz skriver også, at hun i denne byrådsperiode har oplevet ansatte i kommunen, som har »fået at vide, at de ikke bør tale med mig som politiker«. Hvis det er korrekt, må man virkelig undre sig over, hvor sådan en instruks kommer fra.

Forhåbentlig ikke fra en af de 42 personer i Børn og Unge. Man må gøre det klart for alle, at de er fri til at udtale sig – uanset hvor mange chefer de så skal orientere efterfølgende.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen