Med et blev der stille – hvornår er det forbi?
Denne uge har budt på to store sager, som har affødt larmende tavshed fra det øverste politiske lag på Aarhus Rådhus.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
»Borgmesteren tager dommen til efterretning uden yderligere bemærkninger.«
Det var ordene fra Jacob Bundgaards (S) pressechef, efter at Højesteret tirsdag stadfæstede landsrettens afgørelse om forbud mod at vise TV 2’s skjulte optagelser fra plejehjemmet Kongsgården.
Det var altså fra et retligt synspunkt rigtigt af Aarhus Kommune at begære fogedforbud mod at vise optagelserne til at begynde med. Mindre oplagt var det så, da 29 ud af 31 byrådsmedlemmer i Aarhus i juli 2020 enedes om at trække fogedforbuddet tilbage.
Det synes at være modus operandi for tiden med de svære sager, at toppolitikere først holder mund og så måske får en medarbejder til at svare på skrift.
Så hvad siger man som politiker, når nu den sag, man rejste til at begynde med og siden opgav, faktisk holder hele vejen til landets øverste retsinstans? Åbenbart ingenting.
Ældrerådmand Jette Skive (DF) ville heller ikke stille op til interview, men fik en medarbejder til at sende et skriftligt svar, hvori hun dog konstaterer, at det ikke var hende, men »en samlet Magistrat med borgmesteren i spidsen«, som besluttede at trække fogedforbuddet tilbage.
Det synes at være modus operandi for tiden med de svære sager, at toppolitikere først holder mund og så måske får en medarbejder til at svare på skrift.
Det samme var oplevelsen, efter at Politiken bragte historien om mulig snyd med afgangsprøver på successkolen Søndervangskolen i Viby. Anklagerne mod skolen går på, at elever uberettiget har fået ekstra tid til afgangsprøverne, og at lærere alt for længe har vidst, hvilke fag eleverne skulle til eksamen i, og kunnet tilrettelægge undervisningen efter det.
Særligt var fokus på skolens praksis i 2016 og 2017, da afgangselevernes gennemsnit lå højt. Og særligt tavst var der fra begyndelsen fra børne- og ungerådmand Thomas Medom (SF).
Ingen kommentarer til Politiken. Ingen kommentarer til JP Aarhus. Lad os ikke håbe, at det blot er en forsmag på håndteringen af kritiske sager frem mod valgdagen den 16. november.
For nylig bragte JP Aarhus historien om, hvad adspurgte aarhusianere i en Epinion-måling foretaget for Constructive Institute peger på, at lokalpolitikerne gør for meget i debatsituationer. 71 pct. svarede, at politikerne taler for meget udenom. Gad vide, hvad aarhusianerne tænker om politikere, der slet ikke eller stort set ikke siger noget, når tingene brænder på.
Generelt er dialogen mellem politikere og vælgere øjensynligt i højsædet i Aarhus Kommune, som har haft sin egen handletank for lokalt demokrati til blandt andet at fokusere på at styrke det lokale politiske engagement.
»En væsentlig forudsætning for demokratiet er, at vi taler sammen,« understregede handletanken, da den i august offentliggjorde sine 12 anbefalinger.
I denne uge har der ikke været megen dialog, når det gjaldt de føromtalte sager.
I sagen om Søndervangskolen henviste teknikrådmand Bünyamin Simsek (V) til Thomas Medom. Simsek var børne- og ungerådmand i skoleårene i fokus – 2016 og 2017 – og viste bl.a. daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) rundt i succeshistorien i 2017.
Jacob Bundsgaard, borgmester i en kommune, der har fået megen positiv opmærksomhed ud af Søndervangskolens resultater, henviste også til Medom.
Først sent torsdag eftermiddag kom der ord fra den nuværende rådmands side. I en pressemeddelelse.
Der vovede Medom bl.a. pelsen med følgende udmelding: »Snyd og fifleri hører helt generelt ikke hjemme på skoler, hvor jeg er rådmand.«
Det er fair nok lige at tænke sig om af og til. Men at lukke i og spise offentligheden af med en pressemeddelelse eller ordene om, at en højesteretsafgørelse i så stor en sag som den om Kongsgården er taget til efterretning, er der altså ikke meget schwung i.
Der er godt nok lang tid til kommunalvalget, hvis det er linjen, hver gang der stilles spørgsmål, som ikke lige passer ind i kampagnestrategien – ikke mindst på de sociale medier.