Tak for et helt specielt skoleår

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Forleden så jeg på Facebook et opslag fra en god kollega. I det var nogle billeder; et var 10 år gammelt, et andet helt aktuelt. Og begge dele var rørende.

Det første viste en dreng, der står med rygsækken på og en vase og en blomst i hånden, klar til sin første skoledag. Det næste viste den samme – nu store og unge – knægt på sidste skoledag. 10 år er gået, og jeg fornemmede den hastighed, livet pludselig accelererer til.

10 måneder er gået, siden jeg fotograferede min datter foran hoveddøren, med rygsæk på ryggen og en vase med en blomst i hånden inden hendes første skoledag. Fredag morgen var vi tilbage på min datters skole til hendes “første sidste skoledag”, som hun siger. 0. klasse er overstået, og det er nok en fortærsket ting, men jeg kan ikke rigtig fatte, hvor stærkt det er gået.

Jeg så det opslag på Facebook og så min egen datter for mig, når jeg om lidt vågner en morgen, og hendes folkeskoletid er ovre.

Når jeg skriver disse ord, er det også, fordi jeg fredag morgen til “første sidste skoledag” som velsagtens alle andre forældre var ganske bevidst om, hvad netop dette skoleår har budt på. I sin helhed en helt særlig tid.

Fredag morgen var første gang, jeg kan huske siden første skoledag, hvor vi alle – børn, forældre, lærere – var samlet på den måde. Den sociale dimension og den opbygning af relationer mellem familier og de dygtige fagfolk, som danner vores børn og unge i det daglige, har haft trange kår under coronakrisen med forsamlingsforbud, afstandskrav, mundbind, aflyste legegrupper og julearrangementer og alt det. Flere ugers hjemmeundervisning og den gule streg i skolegården, hvor man siger farvel om morgenen for at undgå trængsel af børn og voksne i garderoben.

Det har været særligt for forældre, men må have været det endnu mere for børn og unge. Det er ikke så let at opbygge relationer gennem en computerskærm eller på tværs af coronaopdelte legepladser.

For nogle er det gået fint på trods, for andre har hele perioden været svær. Det bedste at sige om det at begynde sin skolegang på den måde må være, at denne årgang nul ikke kender den plejer, som pludselig er forsvundet.

Det bringer mig tilbage til den afgangselev, jeg så et foto af på Facebook. Og til de studenter, man ser (og på fornøjelig vis hører!) i bybilledet i disse dage. De kender plejer, og deres årgange har tilbragt endnu mere tid hjemme og på afstand af deres kammerater, end de små har. Afgangseleverne er derfor meget mere bevidste om, hvad coronaen har frataget dem.

Jeg håber, at de trods alt også tager noget god læring, dannelse og brugbare erfaringer med sig og drager nytte af det. Prisen har i hvert fald været høj nok.

Som forælder kender jeg heller ikke meget til plejer i skolelivet. Man hører om sociale arrangementer og meget andet, der kan bane vejen for at kende børn, voksne og fagfolk bedre – og man ser det for sig. Bare det at kunne færdes frit i klasselokalet hver dag og følge med på den måde. Men alt i alt har 2020/2021 for os været et godt skoleår, hvor jeg har set min datter vokse, udvikle sig, lære at læse og regne og alt det, der går direkte i hjertekulen.

Æren for at det er gået sådan, tilfalder først og fremmest hende. Men ikke mindst er jeg taknemmelig for de lærere, pædagoger mv., som hver dag landet over i en også for dem udfordrende tid går til opgaven med stor dygtighed, vilje og kreativitet.

Tak for projektuger med købmandsbutik, nærlæsning af ”Den Kæmpestore Pære”, skovture og hvad I ellers har fundet på for at give det grå kulør. Tak for det ambitiøse program, der blev skræddersyet til os, da vi i januar og februar selv blev lærere og drev hjemmeskole.

Tak til alle de som har gjort, hvad de kunne, for at afgangselever og studenter fik de bedst mulige vilkår for at afslutte en æra i deres liv på den bedst mulige måde både fagligt og socialt. Lad os håbe, at plejer snart igen vender tilbage i en eller anden form.

Og lad os så fejre, at det er sommer, og at nogle er på vej et klassetrin op, at andre er på vej mod en ungdomsuddannelse, mens andre igen har fået hue på og ser ind i fjumreår, studier og alt det, som ungdommen er gjort af.

Virkelysten lever, og det kan corona altså ikke gøre noget ved.