Få endelig skiftet det navn

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Lad mig varedeklarere: Jeg har aldrig besøgt Kvindemuseet. Jeg er en (i bedste fald) midaldrende mand, der lever i eller i hvert fald oplever at leve i et moderne, ligestillet forhold. Kampen for ligestilling, historisk og i dag, forstår jeg på et intellektuelt plan betydningen af i et moderne, demokratisk samfund, hylder den helhjertet, men jeg kan ikke hævde, at jeg har stået på barrikaderne eller har følt mig kaldet til at gøre det.

Kan ske, at det i nogles øjne diskvalificerer mig til at indtage kamppladsen, hvor der kæmpes om navnet på Kvindemuseet. Eller omvendt: Kvalificerer det netop ikke at have følelser involveret i navneskiftet til Køn – Museum for kønnenes kulturhistorie?

Onsdag må byrådet formodes formelt at godkende navneskiftet – i respekt for armslængdeprincippet må politikerne bakke op om bestyrelsesbeslutningen som et foreløbigt punktum på voldsomme meningsudvekslinger. Jeg er grundlæggende overrasket over, at et navneskifte kan blotlægge så følelsesladede og aggressive debatter, som dem, der har foldet sig ud. De lægger sig i tone op ad den i stigende grad polariserede debat om køn i forlængelse af anden bølge af MeToo. Debatten er uforsonlig, hård og mere bagudskuende end konstruktiv.

Det forekommer mig netop på den baggrund som naturligt, progressivt og professionelt at sikre en, i mangel af bedre ord, produktudvikling af Kvindemuseet. Retningen blev lagt med en beslutning i 2016 om at ændre fokus fra kvindernes kulturhistorie til kønnenes kulturhistorie, og selv om der allerede er blevet lagt for meget symbolik i navnet, er der et både moderne og inkluderende og i øvrigt naturligt signal i at skifte navn.

Der er noget elementært bagstræberisk i modviljen mod navneskiftet. Jeg oplever det som et ønske om at bevare et monument for monumentets skyld og har som tilstræbt objektiv betragter af striden svært ved at anerkende præmissen om, at en ændring af navnet skulle få kvindeperspektivet fra Kvindemuseet til at forsvinde. Indrømmet – jeg lægger til grund en formodning om, at Kvindemuseets direktør, Julie Rokkjær Birch, ønsker det bedste for museet, at udvikle det og gøre det interessant for flest mulige.

Ligesom jeg lægger til grund, at man kan stole på Julie Rokkjær Birch – og holde hende op på hendes ord – når hun garanterer, at man vil se kvindehistorien overalt på museet, at den er museets raison d’etre.

Kvindehistorien og den historiske betydning af den kamp, som er kæmpet for ligestilling i andre årtier, er ikke indlejret i navnet Kvindemuseet, men i indholdet. Den fortsatte kamp, som den måtte udfolde sig nu og i fremtiden, vil blive bevaret og dokumenteret under et nyt navn, samtidig med at museet kan forblive relevant i sin samtid med et mere bredt udgangspunkt i relationen mellem kønnene.

Hvis det endelig skal være, er der noget paradoksalt i, at der er så indædt modstand mod navneskiftet blandt de, som kæmpede den anerkendelsesværdige kamp for ligestilling, al den stund at navneskiftet og det bredere sigte såmænd kan tages som udtryk for netop det: ligestilling.