Der var engang en satspulje

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hjælp til voldsudsatte mennesker, misbrugsbehandling til udsatte grønlændere, bedre overgang til voksenlivet for unge med handicap, efteruddannelse til plejefamilier, forebyggelse af gråzoneprostitution blandt unge, indsats mod digitale krænkelser, indsats mod spiseforstyrrelser, videreførelse af Psykiatritopmødet, Headspace-afdeling ved rutebilstationen, hjælp til ofre for social kontrol og meget andet.

Det er resultatet af den seneste forhandling, som er led i processen, der skal lukke satspuljen. Den blev etableret i 1990 ved et bredt forlig mellem S, V, K, SF, R, Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne – senere har DF, LA og Alternativet meldt sig ind i forligskredsen ved også at underskrive forliget.

Under valget i 2019 var jeg stærk tilhænger af at få aflyst satspuljen, fordi den blev finansieret af, at overførselsindkomsterne steg 0,3 pct. mindre end lønudviklingen på arbejdsmarkedet – de 0,3 pct. blev i stedet samlet i satspuljen, der så blev brugt af partierne, som havde tilsluttet sig satspuljeforliget, til forskning, forsøg og forskellige sociale tiltag til fordel for vores samfunds svageste medlemmer. Konstruktionen havde den ulempe, at der med et system, der er baseret på midlertidige bevillinger, altid vil være et element af usikkerhed om disse tiltags fremtid. Samtidig stiller en krævende ansøgningsproces store krav til græsrodsorganisationer, der yder en livsvigtigt indsats – men som gør det på frivillig basis.

Derfor er det også et fremskridt, at der nu er igangsat en proces, hvor satspuljens usikkerhed skal afløses af finanslovens stabilitet. Men der er stadig penge tilbage i den reserve, folketinget etablerede for at sikre, at vigtige frivillige organisationer og sociale indsatser ikke gik til grunde, ved at satspuljen pludselig holdt op med at eksistere.

Det er denne “rest af reserven” i 2020 på 760 mio. kr., som partierne bag satspuljen og Enhedslisten (der ikke var en del af det oprindelige forlig, men som gerne deltog i afviklingen) netop har indgået aftale om. I nationaløkonomisk sammenhæng ikke et prangende beløb, men det er naturligvis genstand for intens interesse fra de organisationer, som har behov for støtte, og for alle de mennesker, deres indsats gør en forskel for.

Et forhandlingsforløb med så mange interessenter og et underliggende krav om enighed har sin helt egen natur – det kræver tid og rigeligt kaffe. Helt konkret har der siden sommer været syv-otte forhandlingsmøder, hvor forligskredsen har været samlet – fysisk eller digitalt. Så har socialminister Astrid Krag haft møder med de andre partier hver for sig, og vi har haft utallige uformelle samtaler på tværs med de andre socialordførere, både fra oppositionen og fra regeringens støttepartier, med organisationer og projekter, som har stået for at falde ud.

Som de fleste andre coronahjemmarbejdende trækker jeg også på smilebåndet, når nogens kat går over skærmen, eller en andens børn kommer sultne hjem fra skole, men i forhold til at løse den politiske opgave foretrækker jeg det fysiske møde med god afstand og rigeligt med håndsprit. Der er bare for meget fysisk kommunikation, der går tabt ved det digitale møde, for meget information vi går glip af. Men at holde afstand betyder desværre stadig, at mine forhandlinger også er foregået herhjemmefra Viby.

I en tid, hvor pandemien har slidt på de fleste menneskers nerver, kan politik godt se rodet og voldsom ud. Derfor syntes jeg, det er vigtigt at fortælle, at der på trods af de mange uforsonlige signaler, som fylder medierne, stadig er rum for gode, saglige drøftelser – hvor vi har respekt for hinandens positioner og de perspektiver, som definerer vores arbejde. Når det handler om at kunne mødes og forstå hinanden, så bliver relationer og godt samvær – også med dem, man er uenig med – enormt vigtigt.