Tænk, hvad vi kunne gøre med en ny regering

Vi nærmer os enden af en valgkamp, der ud over klimakampen i høj grad har handlet om velfærd.

Artiklens øverste billede
Kronik 2804 17. Velfærdsstaten, velfærdsamfundet, samfundsmodel.

På gader og stræder og til de mange debatter, jeg har deltaget i rundt omkring i Østjylland, har stort set alle haft en holdning til velfærden.

For velfærden, som vi kender den, er truet. Der er nemlig tydelig forskel på, hvad forskellige partier vil med velfærdssamfundet, der de seneste år har været ramt af, at pengene ikke er fulgt med befolkningsudviklingen. Nogle partier foreslår flere topskattelettelser og nedskæringer på velfærden. Som socialdemokrat vil jeg gerne den anden vej. Vi vil gerne investere i velfærden, så de næste generationer får det bedre end i dag.

Jeg er nemlig ikke i tvivl om, at vores velfærdssamfund er grunden til, at Danmark igen og igen er blandt verdens bedste lande at leve i. At danskerne er blandt de lykkeligste. Og at Danmark er blandt de bedste lande at drive forretning i.

Det er fundamentet for, at man som borger kan rejse godt gennem sit liv. Fra det sekund, den nyfødte slår sine øjne op og fylder lungerne med luft på fødestuen, er der pleje og rådgivning. Når barnet nærmer sig skolealderen, har vi først daginstitutioner og siden skoler med fokus på læring og trivsel, så alle kan opnå deres potentiale, uanset hvilken baggrund man kommer fra. Og hvad end man som ung vil i lære som murersvend, uddanne sig til sygeplejerske eller læse på universitetet, er der fri og lige adgang til uddannelse.

Vi kan ikke love, at alt med et trylleslag bliver perfekt efter valget.

Men på det seneste tror jeg, at mange ligesom mig har mærket, at velfærden har det svært. Nedskæringer på sygehusene betyder, at personalet løber for stærkt til at have tid til den personlige kontakt til patienterne. Vores ældre får nogle steder kun tilbudt rengøring hver femte uge. Endda uden gulvvask. Og i børnehaver og vuggestuer kan ingen være i tvivl om, at der er brug for mere personale.

Tænk, hvad vi kunne gøre med en ny regering, hvis vi vælger fællesskabet og sammenholdet, når vi går ind i stemmeboksen på grundlovsdag.

Vi kan ikke love, at alt med et trylleslag bliver perfekt efter valget. Men vi kan gøre det bedre end i dag, hvis vi vælger at sætte vores fælles velfærd først. Det skylder vi hinanden. Både for vores børns skyld og for de ældre. Det er resultaterne af deres arbejde gennem livet, vi står på skuldrene af i dag.

Derfor skal vi stoppe nedskæringerne på uddannelse. I stedet for skattelettelser til de rigeste, skal vi investere i vores børn og sikre bedre forhold for vores ældre. Og så vil vi kæmpe for en ret til en tidligere pension for dem, der har knoklet hele livet, og som kan mærke, at kroppen snart siger stop.

Tænk også på, hvad vi kunne gøre med en ny regering, når vi kæmper for klimaet. For efter mange års CO2-reduktion steg udledningen nemlig sidste år. Den udvikling må og skal vi vende med en bindende klimalov med ambitiøse mål for den grønne omstilling. Et grønnere Danmark kræver også, at vi passer på vores natur.

Derfor vil vi i Socialdemokratiet have mere vild skov til glæde for biodiversiteten. De truede dyr og planter. Og vi kæmpe for flere naturparker med adgang for danskerne, så alle kan få glæde af vores vidunderlige natur.

Tænk, hvad vi kunne gøre med en ny regering, hvis vi vælger en ny retning for Danmark.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen