Aarhus ønsker et nyt stadion
Det er på tide, at Danmarks næststørste by får et stadion, der giver en bedre sportsoplevelse og kan håndtere internationale koncerter.
Goddag, Gert Bjerregaard. Stadion-debatten har raset i Aarhus siden 2006, da de første problemstillinger med det nuværende stadion, NRGi Park, blev diskuteret.
Op til hvert enkelt kommunalvalg har flere politikere været ude og love Aarhus og AGF et nyt stadion, som skulle skabe bedre rammer for tilskueroplevelsen.
8/11 2013 proklamerede Venstre i TV 2 Østjylland med dig som frontfigur, at I ønskede bedre rammer for byens hold, AGF, ved at fjerne de otte løbebaner om NRGi Park, som skulle erstattes med flere tilskuerpladser.
I dag hedder det september 2014, og NRGi Park er endnu ikke blevet forbedret, som det bør.
Det er ved at være trættende, at politikerne i Aarhus ikke kan holde løfterne og lade handling følge ord, og derfor appellerer jeg til dig om, at du får sat en undersøgelse i gang angående et nyt stadion til Aarhus.
Undertegnede har for syv dage siden oprettet Facebook-gruppen ”Nyt stadion til Aarhus – AGF”, eftersom jeg mener, at vi har et af landets absolut dårligste stadioner med elendige vind,- lyd- og synsforhold.
På syv dage viser Facebook-gruppens 2.200 tilkendegivelser tydeligt, at stadionproblemet aldrig har været større end nu, og der strømmer flere og flere til.
Herning har koncerterne
Er det ikke på tide, at I som politikere skrider til handling og giver Aarhus et nyt stadion, som byen fortjener? Bør lillebror Randers have et bedre stadion end storebror Aarhus?
Formålet med Facebook-gruppen er, at vi får et nyt stadion, som både kan rumme elitefodbold og koncerter med internationale navne. Det kan vel ikke passe, at man skal til Herning for at høre koncerter?
Lappeløsninger på det nuværende stadion er spild af penge, da stadiondebatten uanset hvad altid vil forekomme i Aarhus. Det vil i sidste ende også blive dyrere for Aarhus Kommune at lave lappeløsninger end at give Aarhus og AGF et stadion, som lever op til internationale standarder.
Aarhus er landets næststørste by med et stadion, som på ingen måder kan hamle op med andre byers.
Facebook-gruppen ”Nyt stadion til Aarhus – AGF” er lavet, for at vi en dag kan være stolte af at have Danmarks bedste stadion – vi ønsker derfor en god dialog med jer politikere, så vi i sidste ende kan finde en løsning, som alle parter er tilfredse med. Det nuværende produkt på NRGi Park er dog ikke noget, man kan prale af.
Vi håber, at du vil vurdere mulighederne for en undersøgelse af det nuværende stadion, så vi kan få sat gang i processen om, at Aarhus skal have et nyt stadion, der kan være konkurrencedygtigt sammenlignet med andre provinsbyer, som er langt fremme i forhold til os.
Der bør komme handling nu.