Vi er blot påpasselige

At medarbejderne i ældreplejen skal fremvise en straffeattest, er et spørgsmål om, at de ældre skal kunne føle sig trygge.

Artiklens øverste billede
En kandidat til et job i ældreplejen kan hente sin straffeattest på borger.dk – det tager under et minut. Foto: Jens Dresling/Polfoto

Det undrer mig såre, at JP Aarhus i sin leder 28/3 kritiserer mig for at have indført fremvisning af straffeattester ved ansættelse af nye medarbejdere i ældreplejen.

Mit initiativ og mine motiver bliver i lederen fortolket skævt, hvorfor jeg bliver nødt til at gentage budskabet:

Vi gør alt, hvad vi kan for at sikre, at de borgere, der lukker os ind i deres hjem, skal kunne føle sig trygge. Selvfølgelig er der ingen garantier ved tiltaget. Det har jeg også samtidig givet tydeligt udtryk for. Men kan vi forebygge bare en enkelt kriminel handling, så er det dét værd.

Jeg er helt enig med lederskribenten i, at folk, der er kommet til at overtræde loven, skal have lov at have en chance til. Vi beder heller ikke om rene straffeattester, blot om at se straffeattesten, så det kan indgå i dialogen omkring en eventuel ansættelse.

Alle kan komme til at dumme sig, uden at det skal forfølge dem resten af livet.

Løfter en samfundsopgave

Derfor løfter vi i Sundhed og Omsorg også allerede en samfundsopgave ved at have straffede personer til at udføre samfundstjeneste i vores regi.

Lederskribenten har ganske rigtig forstået, at vi ikke beder nuværende medarbejdere fremvise straffeattester. Det er et klart udtryk for, at vi har tillid til personalet. Og det hverken kan eller skal opfattes på andre måder.

Samtidig vil jeg gerne præcisere, at det ikke, som det fremgår af lederen, kun er sosu-personalet, der skal fremvise straffeattester, men derimod alle medarbejdere i Sundhed og Omsorg.

Bliver det så en ekstra administrativ opgave? Nej. For det er kun den kandidat, der kommer i betragtning til et job, som skal stille med en straffeattest. Den kan kandidaten til jobbet rekvirere på borger.dk på under et minut – for eksperimentets skyld har jeg selv været inde at hente min.

Fuld tillid

Endelig vil jeg gerne understrege, at jeg har fuld tillid til personalet.

På børn- og ungeområdet har det været almindelig praksis gennem flere år at bede om at se børne- og straffeattester. Det gør man, fordi man vil tage hensyn til børnene, og ikke for at chikanere medarbejderne.

Det samme gør sig gældende på ældreområdet – hvorfor skulle vi være mindre påpasselige, når det drejer sig om skrøbelige ældre, der har overladt en del af deres skæbne i vores hænder?

Jeg er i øvrigt glad for at både Ældresagen og Ældrerådet bakker op om beslutningen.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen