Gøgeungen i Botanisk Have

Der bør sættes en stopper for yderligere udvidelser af Den Gamle By.

Artiklens øverste billede
En fredning af Botanisk Have kan sikre, at arealerne forbliver som offentlige, grønne arealer. Arkivfoto: Ole Lind

Aarhus har en 5-stjernet turistattraktion, som byen er glad for og stolt af: Den Gamle By, som snart fylder 100 år.

I de seneste år er byen udvidet med Bymuseum, Plakatmuseum m.m. Ikke mindst Den Nye By er noget, der fylder. Mange har stor fornøjelse af at vise deres børnebørn, hvordan vi boede og indrettede os for 40-50 år siden.

Stor succes.

Kører man gennem Ceres-krydset, kan man da heller ikke undgå at se på de meget store bygninger fra nedrivninger i Jelling og andre byer, der nu genopføres midt i Aarhus – midt i Botanisk Have.

Hvad mon bliver det næste? Den Gamle Bys direktør har bebudet nye spændende planer offentliggjort til maj, når byens jubilæum skal afholdes.

Fredning bevarer livsrummet

Aarhus midtby er meget trængt på sine ”grønne områder”, så uanset hvor glade vi er for at spadsere og vise frem i den efterhånden meget store museumsby, bør der – også af hensyn til naboer, trafik- og parkeringsproblemer – sættes en stopper for yderligere udvidelser af museet i Botanisk Have.

Københavns parker er alle frivilligt fredede på kommunens foranledning.

Alene en fredning af de tilbageværende dele af Botanisk Have kan sikre, at arealerne forbliver som offentlige grønne arealer/park.

I de seneste valgkampe til kommunevalget har de fleste partier tilkendegivet, at det vil være en god idé at sikre de resterende frie arealer af Botanisk Have med en egentlig fredning.

Det mener vi også i Danmarks Naturfredningsforening.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen