Fordrukne aarhusianske tyveknægte

Det er lige så sandt, som det står i avisen: Unge studerende sejler gennem studierne i spiritus. Og Botanisk Have kan ikke have planterne i fred, fordi der er tyve på spil. Måske er det på tide, at vi lærer at opføre os ordentligt.

Artiklens øverste billede
Efter en fredagsbar i Universitetsparken i Aarhus. Der bliver gået til den – og hvis fejl er mon det? Arkivfoto: Uffe Frandsen

Stjæler og drikker aarhusianere mere end andre?

Det er ikke min umiddelbare fornemmelse, men indimellem kan jeg vel også tage fejl. Om end sjældent.

Vi har et lille ”saying” i vores familie:

Regel nr. 1: Lotte har altid ret.

Regel nr. 2: Hvis det umulige skulle ske, at Lotte tager fejl, træder regel nr. 1 automatisk i kraft.

Behøver jeg at nævne, at det er min kære lillebror, der har fundet på det?

Nå, tilbage til drankere og tyveknægte.

Forleden kunne jeg nemlig læse i avisen, at unge studerende i Aarhus nærmest sanseløst berusede sejler gennem studieårene, og formodentlig holdes humøret kun oppe ved tanken om den næste fredagsbar.

Det virkelig gode er, at de unge i Aarhus ikke banker hinanden, når de er frygteligt fulde, de er bare glade og smider tøjet indimellem – enten alene eller sammen med andre.

Fra adskillige studerende har jeg hørt både rygter og lokkende beretninger om de umådeligt våde, vildt fede fredage, som man kan udsættes for, hvis man går på vores smukke, ideelt placerede universitet.

Jeg har ofte overvejet at klæde mig ud som studerende for at få del i løjerne og den temmelig billige alkohol.

På den anden side er jeg udmærket godt klar over, at mit forklædningstrick øjeblikkeligt ville blive afsløret af mine rynker og min karakteristiske stemme. Ligeledes er jeg fuldstændig overbevist om, at jeg slet ikke har ”drikke-kondition” til at kunne deltage bare på et moderat plan.

Og det er vel egentlig godt nok. Der skal være forskel på unge og os andre, der er begyndt at kunne kalde os ældre (eller i hvert fald burde) uden dermed at være gabende kedelige. Så derfor vil jeg gerne slå to slag:

1. Vi, der er over 40 år, skal holde op med at lyde som moralens vogtere. Jeg må formode, at de unge til dels har lært deres alkoholvaner af vennerne, men vel til dels også af forældrene? Ingen forældre kan sige sig fri for, at vi trods alt har opdraget vores yngel – trods ihærdige forsøg på at lægge ansvaret over på børneinstitutionerne og skolen. Som forældre må vi se øjnene, at når noget går galt med afkommet, er det vores egen fejl!

2. Måske er det på tide, at de unge mennesker på universitetet i Aarhus tænker over deres alkoholvaner – og måske endda tager det op til debat? Faktum er, at de unge, der ikke gider drikke sig hamrende stive oppe i den smukke park eller inde i baren, lynhurtigt kommer til at føle sig udenfor.

Og det er vel egentlig ikke særlig socialt.

Nu skal vi huske på, at det jo ikke kun er aarhusianere, der går på vores universitet. De kommer fra hele Danmark og også fra udlandet, hvor unge i hvert fald helt sikkert har en anden drikkekultur, end vi har. Jeg har talt med unge fra både Spanien, Frankrig og andre lande om danske unges voldsomme trang til alkohol for at kunne fyre den af. Det virker, siger udenlandske unge, som om man ikke kan have det sjovt uden at ligge og ralle i hegnet.

Vi har også en stor gruppe (velintegrerede) unge med muslimsk baggrund, som ikke mener, at festen bliver totalt lam, hvis sprutten skiftes ud med myntete eller kaffe med kanel – men lur mig, om ikke de etniske danskere ville synes, at det var en temmelig syg affære.

Men måske er det ikke så underligt, når man kan blive inviteret til strandfest i Risskov- eller Egå-området, hvor der er meget få voksne, der drikker hyldeblomstsaft, medmindre det er blandet med noget, der har nogle procenter.

I samme avis var også en gruopvækkende artikel om tyveri fra vores smukke botaniske have. Skandaløst. Jeg har lige været i Oslo og må med slet skjult stolthed erkende, at Oslos botaniske have er et flop. Upassede væksthuse, kun indeholdende det allermest nødvendige, og kedeligt lys. Og undskyldningen kan ikke være vejret. De har helt sikkert flere solskinstimer end os, om end koldere luft.

Vi kan være stolte af vores væksthus i Aarhus.

Nå, hvem er det, der stjæler fra væksthusene?

De, der arbejder der, og de frivillige mener, at det er folk med forstand på planter.

Har den almindelige aarhusianer styr på sjældne planter? Eller er der tale om en udenlandsk eller eventuelt norsk mafia?

Under alle omstændigheder føler jeg mig gået lidt for nær, når jeg to gange den samme dag kan læse, at aarhusianere drikker for meget og stjæler smukke planter.

Men måske lever jeg bare i fortidens illusion om den aarhusianske landsbyidyl, som til enhver tid kan give storebror København kamp til stregen i ”kommen-hinanden-ved” og smilende blondiner, der promenerer langs åen.

Den kroniske aarhusianske uskyld er måske en saga blot, og set i lyset af, at vi i 2017 skal byde verden indenfor, må vi nok hellere gribe i egen aarhusianske barm og få stoppet både overdreven druk og organiseret tyveri.

Kineserne måtte også lære at holde op med at spytte på gaden, da de afholdt OL i 2008.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen