Midttrafik skabte selv kontrolproblemerne
Skatteyderne hænger på regningen.
Trafikselskabet Midttrafik ødelagde sin egen billetkontrol og skadede sin egen indtjening. Det virker derfor malplaceret, når selskabets funktionsleder, Rikke Østergaard, i JP Aarhus 17/3 glæder sig over en mindre fremgang fra 2012 til 2013.
Der er to årsager til, at Midttrafik i 2012 fik udskrevet færre busbøder end i 2013 og havde en ringere indtjening.
For det første havde Midttrafiks ledelse nedbrudt sit eget kontrollørkorps, indtil kun ganske få kontrollører var tilbage på gaden. For det andet kunne Midttrafik ikke få selskabets dankort-automater til at virke, og dengang fik passagererne ikke busbøder, når automater ikke virkede.
Midttrafik begyndte allerede at nedbryde sit eget kontrollørkorps i foråret 2010, da trafikselskabet fyrede to kritiske kontrollører. Det skete i forbindelse med, at Midttrafik fjernede kontrollørernes ret til at vise konduite over for passagerer, som var uden gyldig billet, men som tydeligvis ikke ville snyde, eksempelvis udviklingshæmmede, demente, børn og udenlandske turister.
Flere fyringer af fagligt aktive og engagerede kontrollører fulgte, og samtidig gjorde et hårdt psykisk arbejdsmiljø andre kontrollører syge. Til sidst var kun syv af de 24 oprindelige kontrollører tilbage på gaden.
Da Midttrafik i august 2013 hyrede 24 private vagter til at supplere de syv sidste kontrollører, blev der selvsagt udskrevet flere bøder, men prisen for skatteyderne var unødvendigt høj.
Selskabet skulle nu både betale for de private vagter og løn til de suspenderede tjenestemandsansatte kontrollører, som selskabet har valgt at køre tvivlsomme fyringssager mod, og som ikke må kontrollere busser, selvom de gerne vil.
Skatteyderne og buspassagerer kunne have haft en effektiv billetkontrol og undgået en dobbeltudgift, hvis Midttrafik havde en anstændig personalepolitik. Og hvis trafikselskabet også havde haft styr på en moderne teknologi som betalingskort, havde tallene for både busbøder og indtjening nok set pænere ud i 2012.