Mejlflak bliver en katastrofe

Hvordan kan NRGi få lov til at ødelægge et smukt område med møller?

Artiklens øverste billede
En havmøllepark i Aarhus Bugt er det rene vanvid. Men den kan stoppes endnu. Visulalisering: Vindmøllelaug Aarhus Bugt

Mejlflak-møllerne ender som en naturødelæggelse af dimensioner – hovedsagelig betalt af NRGi’s 140.000 kunder, hvoraf mange måske hverken bryder sig om møllerne eller om at blive fattigere af de alt for dyre mølleenergiafgifter ligesom alle andre. Det vender som altid den tunge ende nedad ligesom i Tyskland, hvor der efter sigende nu lever 6,9 mio. tyske husholdninger i energifattigdom, hvilket betyder, at de bruger mere end 10 pct. af indkomsten til energiforbrug.

Havvind Aarhus Bugts regnskab for 2013 (JP 11/3) viste et underskud på 1,2 mio. kr., og virksomheden fik en kapitalindsprøjtning fra hovedaktionæren NRGi på 6,5 mio. kr. Med en ejerandel på 64,7 pct. er NRGi en økonomisk naturødelæggende damptromle, der vil tromle den smukke natur ned uden den mindste hensyntagen til alternativer andetsteds.

Naturperle

Aarhus Bugt er trods alle spidsfindige definitioner et indre farvand omkranset af Tunø, Samsø, Mols og Østjyllands kyst.

Marselisskovene er et rekreativt sted, hvor tusinder af aarhusianere vandrer langs med skrænterne for specielt at nyde at gå og motionere i en smuk bøgeskov og samtidig have denne flotte uspolerede udsigt over vandet. Det samme gælder for fritidslivet langs kysten hele vejen rundt om Aarhus Bugt.

Et andet sted i JP Aarhus 11/3 er der et indlæg med overskriften: »Brug byens nye vandrum,« der anbefaler et flydende havnemiljø omkring Aarhus Ø. Citat:

»Det er en gave, at det aarhusianske bysamfund er placeret i et enestående samspil mellem store og smukke vand- og landstrækninger. En gave, der ikke blot skal værnes om, men som også forpligter, så brugsværdien bliver optimeret til gavn og glæde for flest mulige.«

Det kan nås endnu

Ja, brugsværdi for flest mulige. Men sådanne tanker gør NRGi’s miljø- og naturødelæggende damptromle sig ikke. Det gælder bare om at flytte møllerne ud i en afstand, som efter sigende ikke kommer til at genere ”aarhusianerne” – dvs. dem, der bor i byen. Men hvad så med alle andre østjyder? Er det kun aarhusianerne, der skal være fri for at se på dette?

Når man ser på energistyrelsens kort over havmøller i de indre danske farvande, kan denne ødelæggelse af naturen stadig stoppes – specielt i lyset af den seneste rapport fra Det Miljøøkonomiske Råd, der anbefaler at stoppe subsidierne til vindmøllestrøm og anbefaler en genovervejelse af havmølleparkerne ved Horns Rev 3 og Krigers Flak.

Set i dette lys burde fremtidige tilladelser til opførelse af havvindmøller i de indre danske farvande ikke tillades – og slet ikke i Aarhus Bugt, der har land til alle sider.

Med de nye kendsgerninger om, at den vedvarende energi er frygtelig dyr, skaber fattigdom og ulighed uden at hjælpe klimaet – jævnfør specielt Tyskland – er miljøaktivisternes historie ved at blive skrevet om til, at de fossile brændsler har en begrænset levetid, og at vedvarende energi er nødt til at erstatte dem uanset konsekvenserne. CO2-historien og klimaet er blevet for kompromitteret.

Dvs. at NRGi’s formål nu på kundernes vegne er at være en del af dette og ikke at skaffe kunderne den billigste el. Hvad NRGi’s ejere gør, kan vi jo ikke blande os i, men at NRGi som lokal virksomhed kan få lov til på denne baggrund at ødelægge et af de smukkeste naturområder i Østjylland og Danmark er katastrofalt.

Kom nu, politikere

Er der dog ikke nogen politikere/energiordførere i både Aarhus Byråd og Folketinget, som vil gøre noget for at stoppe dette vanvid? Venstre har bedt om at få genforhandlet energiforliget, og tak for det.

Vil Dansk Folkeparti, som jo forsvarer de svage i samfundet, være med til at gøre sine vælgere fattigere til ingen verdens nytte, medens Sygehus Region Midt ikke kan overholde den lovede diagnosegaranti på en måned og som sædvanlig automatisk lover, at det nok skal blive bedre engang?

LA har fornuftigvis helt holdt sig ude af energiforliget, men er det kun dem, der kan se vanviddet?

Andre læser

Mest læste

Del artiklen