Akupunktur fjerner smerter – og lommesmerter
Hver femte dansker lider af kroniske smerter og risikerer at måtte vente på behandling i mere end to år. Ventetiden bare til en undersøgelse er på mellem 42 og 140 uger.
Sundhedsvæsenet har ikke pengene til at give en rimelig behandling, og selv om regeringen har fundet 67 mio. kr. til opgaven, er der ikke udsigt til en god løsning ifølge bl.a. patientforeningen Danske Patienter og Kræftens Bekæmpelse.
Der er med andre ord brug for nytænkning. Heldigvis for sundhedsmyndighederne er det ikke nødvendigt at anstrenge sig voldsomt. Ny forskning fra University of York i England og amerikanske forskere bekræfter, hvad WHO har sagt længe, at akupunktur kan lindre og fjerne smerter.
Det er ikke den eneste gode nyhed. Akupunktur kan også lindre og fjerne smerter med færre bivirkninger end konventionel medicin og behandling. Endelig fortæller forskningen, at akupunktur oven i købet er en billigere behandling.
Også sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen kan se potentiale i akupunkturbehandling af smerter.
Ikke bare er behandlingsformen billigere end de indsatser, sundhedsmyndighederne for nuværende griber til. Effekten kan også komme hurtigere, så mennesker med smerter hurtigere kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, og kommunerne dermed kan spare udgifter til sygedagpenge og førtidspension.
Hvad venter ministeren på?
Så det er på sin plads at spørge sundhedsminister Astrid Krag: Hvad venter du på? Lige nu har du bedt om en vurdering af, om det, at akupunktur virker, også er evident hos de lægeuddannede statsbureaukrater i Sundhedsstyrelsen.
Danskere med smerter i kroppen og skatteborgere med lommesmerter må vente og håbe, at der bliver plads til nytænkning i den danske sundhedsindsats, så akupunktur bliver en anerkendt måde at behandle smerter på.