Trafikalt kaos og manglende visioner

Drop planen om at ændre på vejforløbet langs havnen.

Forleden så jeg i TV2 Østjylland et indslag med den fungerende rådmand for Trafik og Veje, Bünyamin Simsek, på bagsædet af en taxa.

Han udtalte sig om havneplanerne og som følge deraf planen om at indsnævre vejene langs havnen i Aarhus fra to spor i hver retning til kun ét i hver retning.

Simsek var i dialog med taxachaufføren, der ligesom de fleste andre bilister i Aarhus ikke havde forståelse for planen og mente, at beslutningen var truffet på et teoretisk grundlag og ikke fakta.

12/5 kunne man så i JP Aarhus læse chefen for Trafik og Veje, Michael Kirkfeldt, og stadsarkitekt Gøsta Knudsen plædere positivt for samme plan.

De mener ligesom Simsek, at de, der er imod planen, skal tage ”ja-hatten” på og ikke have bekymringer for trafikken i Aarhus.

I mere end 25 år har jeg næsten dagligt kørt fra min bopæl i Lystrup til min arbejdsplads i Tranbjerg, en tur på 20 km igennem byen, og min erfaring giver et helt andet billede end det, som politikerne fremfører. Det er lige meget, om jeg vælger at køre på Ringgaden eller Ringvejen eller ned langs haven. Der er fyldt op med biler.

Jeg kunne jo tage motorvejen, en omvej på 10 km, men det hjælper ikke meget, for når jeg skal af ved Aarhus Syd, er det ikke usædvanligt, at man holder i kø i nødsporet for at komme op på Genvejen.

Jeg tror ikke, d'herrer har prøvet at køre fra nordbyen til sydbyen mellem kl. 7.30 og 8.30, for der er ikke meget plads, hverken på Ringgaden eller på Ringvejen, for slet ikke at tale om det første stykke fra Lystrup til Grenåvej, der ikke sjældent tager mig 15 min. at køre.

Planen har ifølge politikerne to formål: at tvinge bilerne ud af byen og mindske forureningen.

Lad os slå én ting fast, bilen som transportmiddel er kommet for at blive, så drop planen om at ændre på vejforløbet langs havnen. Det vil kun skabe endnu flere trafikale problemer.

Trafiksikkerhed

Trafik opfører sig som vand - ”løber” den nemmeste vej. Hvis man indsnævrer vejene, presser man trafikken ud på veje, der ikke er egnede og beregnede til den øgede trafikmængde, ligesom det vil gå ud over trafiksikkerheden på de veje, der bliver belastet.

Tag blot eksemplet Grenåvej/Ringgaden ved Marienlund, hvor man i efteråret ændrede vejforløbet, så der kun var én svingbane ned mod Dronning Margrethesvej. Det skabte bilkøer hele vejen fra Asylvej til Marienlund. Billisterne begyndte at køre alternative veje, Risvang Allé, Nordvestpassagen og Bethesdavej, veje, der bestemt ikke er egnet til meget trafik.

Nu er man så i gang med at ændre den venstre svingbane, så den bliver længere. Enhver med lidt sund fornuft og logisk sans, der færdes på denne strækning, kunne forudsige, at ændringen, der blev lavet i efteråret, ville skabe trafikkaos. Samme scenarie kan man frygte vil ske, hvis man fjerner en vognbane i hver retning langs havnen. Så jeg giver taxachaufføren ret, det virker som om, beslutningerne bliver lavet på et tegnebræt og ikke ud fra de virkelige facts. Brug pengene på bedre kollektiv transport og grøn bølge på trafiklysene på alle de større veje og indfaldsvejene i Aarhus, det mindsker forureningen, og en afledt effekt er, at det giver færre biler på vejene.

Alle undersøgelser viser, at biler og busser forurener mange gange mere ved igangsætninger. Nye teknikker gør motorerne mindre forurenende, og i løbet af de næste 10-15 år kører en stor del af bilerne forhåbentlig på andet end fossile brændstoffer, måske el og brint. Så vil forureningen i midtbyen være endnu mindre.

Gør det attraktivt at benytte den kollektive trafik. Installer gratis trådløst internet i busserne, lav flere afgange i myldretiden og gør det økonomisk attraktivt at benytte bus/tog.

Kunderne er skræmt væk

Aarhus Sporveje er økonomisk trængt, hvilket var en af årsagerne til den totalt reviderede køreplan, som man indførte i august 2011. Det er min opfattelse, at man har skræmt kunderne væk, hvilket har givet flere biler på vejene i stedet for at tiltrække kunderne.

Grenåbanen er den suverænt hurtigste transport, vi har fra nord til centrum af Aarhus. Hvad med at indsætte shuttlebusser i byerne langs Grenåbanen, der fragter folk fra parcelhusområderne til stationerne? Tænk, hvis man med 10 min. intervaller kunne blive fragtet fra sin bopæl til stationen på 5 min. og komme til centrum af Aarhus på 20 min. Det kan ikke gøres hurtigere, og det vil helt sikkert flytte mange bilister til toget.

Tænk alternativt, i stedet for at se bilerne som uønskede, og lav en trafikplan, så Aarhus bliver en by, hvor det er nemt og hurtigt at komme fra punkt A til B, lige meget om man benytter kollektiv trafik, bil eller cykel. Det vil blive attraktivt at bo i Aarhus.

Jeg tror ikke, at letbanen flytter noget som helst. Den flytter allerhøjst nogle af passagerne fra busserne over i letbanen. Det er jo bare en bus uden gummi på hjulene. Hvorfor skal man, fordi man bor i Lystrup, partout transporteres ud forbi Skejby Sygehus? Det giver ingen mening, det er hverken den mest direkte vej eller den korteste.

Hvor er den røde tråd og visionerne for en moderne fremtidssikret trafikal infrastruktur i Aarhus?

Man har udlagt hele havneområdet til en ny bydel med boliger, multimediehus osv., alt sammen rigtigt spændende. Erhvervslivet og vi andre vil gerne have liv og handel i byen.

Hvordan passer det med, at man vil reducere pladsen til bilerne? Min logik siger mig, at flere boliger i et område er lig med flere biler. Sådan er det.

Politikerne vil have, at vi som borgere i samfundet skal være fleksible, mobile og effektive. Den siddende regering havde endog et forslag om, at vi skulle arbejde 12 min. længere for at bidrage produktivt til den trængte økonomi.

Der er mig bekendt ikke meget effektivitet i at holde i kø i sin bil, det gør man altså i Aarhus i dag, og med planen af vejene langs havnen bliver det ikke mindre.

 

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.