Social dumping
Kummerlige forhold for udenlandske arbejdere skal stoppes nu.
Udenlandske arbejdere, der udnyttes; udenlandske virksomheder, der undlader at betale skat og moms; og danske regler om arbejdsmiljø, der ignoreres. Social dumping er et stigende problem på det danske arbejdsmarked, også i Østjylland.
Udenlandsk arbejdskraft presser lønningerne. Det skaber unfair konkurrence for danske virksomheder og lønmodtagere. Det har kostet 50.000 arbejdspladser i Danmark.
Men problemet går på to ben.
De udenlandske arbejdere er ansat under elendige forhold.
Derfor tog jeg 21/5 ud på en rasteplads lidt nord for Hobro for at snakke med de berørte chauffører.
Her mødte jeg en polak, der tjener 50 øre pr. km. Det svarer til 6.000 kr. om måneden. Fri hver femte weekend og to ugers ferie på et år har skabt et stort savn til familien.
Antallet af fridage er tilmed i strid med den polske lovgivning, som skriver, at man som minimum skal have 29 fridage om året.
Uacceptable forhold
Det er uacceptabelt, at udenlandske lastbilchauffører arbejder under så kummerlige forhold.
Historien om den polske chauffør er desværre ikke en enlig svale.
Da jeg var med Arbejdstilsynet ude i en villa i Aarhus, gik der østarbejdere rundt i kummerlige forhold; intet toilet og meget dårligt arbejdsmiljø med ringe stillads, som var gået i stykker og ikke sat ordentligt sammen.
Det skal der sættes ind overfor. Derfor har regeringen i samarbejde med Enhedslisten afsat 65 mio. kr. til mere kontrol.
Politi, Skat og Arbejdstilsynet har allerede gennemført aktioner, stoppet uacceptable forhold og lavet virksomhedseftersyn. Men det er ikke nok.
Højere bøder til virksomheder, som benytter underbetalt udenlandsk arbejdskraft, skal være med til at sikre, at lastbilchauffører, som polakken jeg talte med, bliver stoppet.
Vi skal hele tiden arbejde for et arbejdsmarked med ordentlige lønninger, godt arbejdsmiljø og fair konkurrenceforhold. Derfor skal der sættes en stopper for social dumping nu.
Så ganske enkelt, så drejer det sig om at skabe gode arbejdsforhold, og flere arbejdspladser til danske håndværkere og chauffører.
Det er der hårdt brug for.