Aarhus suger på labben ...
Det var ikke helt gratis at skifte Å'et ud med Aa.
Jeg vil gerne følge op på Jyllands-Postens leder 14/5 angående Aarhus som kulturby 2017, et projekt, som den tidligere borgmester Nicolai Wammen har sat i søen. Den nuværende europaminister vil helt sikkert gerne være kendt for at sætte Aarhus på verdenskortet med domænet aarhus.dk, kulturby-projektet og en lang række byggerier. Men byen suger i øjeblikket på labben. NW havde et ønske om at brande byen, så da domænet www.aarhus.dk kom hjem til Aarhus, var der ingen grænser. Byen skulle have nyt navn uden Å. I et interview med lokalstationen uden for vores fine rådhus nævnte NW flere gange, at navneændringen ikke kom til at koste noget. Men der var dog lige det fine kobberskilt i baggrunden, ændringer af hjemmesider, diverse tryksager samt alle vejskiltene, som blev skiftet inden for et par måneder. Et navneskifte som ikke var helt gratis! Det fremgår på Aarhus Kommunes hjemmeside, at domænet www.aarhus.dk skulle sikre branding af byen både nationalt og internationalt. Men kig godt på domænet! - ja, der står altså dk til sidst. NW mente altså, at byens nye stavemåde, Aarhus, kunne skabe international branding, for nu var det jo uden Å.
Et .com-domæne
Tager vi et kig på virksomheder som Vestas, A.P. Møller - Mærsk eller Lego, så kan de slet ikke leve uden et .com-domæne. Altså den endelse, som mennesker uden for lille Danmark benytter mest. Det morsomme er, at Google overhovedet ikke har opdaget, hvordan man staver til Aarhus. Nu har Aarhus Kommune lige lanceret en landingpage, som den nuværende borgmester, Jacob Bundsgaard, så fint udtalte det. Den hjemmeside (heldigvis et .com-domæne) skal så skabe trafik til blandt andet aarhus.dk fra det store udland. Endnu en gang bruger kommunen penge på en hjemmeside, som skal vedligeholdes på samme måde som den resterende skov af hjemmesider. NW er en Aarhus-historie. Ikke mindst fordi han brugte penge på at undersøge mulighederne for en lufthavn på havnen. Ideen var såmænd god nok, men det var sammenligningen med London, der var helt ude i hampen. Til orientering så bor der ca. 14 millioner mennesker i London-området - mod sølle 300.000 i Aarhus.