Det mener jeg... Et payback, der vil noget

Der er inspiration at hente på Aarhus Universitet fra Stanford-universitetet, der nu vil udbyde alle uddannelser gratis på internettet. Et payback, der vil noget. Og en holdning, der vil noget. En ide om, at det, man har fået, forpligter. Faktisk noget, der minder om noget, der var engang, her i Grundtvigs og folkeoplysningens hjemland.

Mens redaktøren rykker for en tidligere deadline end ellers (det er helligdagene, der plager ham), og jeg spekulerer over emnet for månedens klumme, kommer jeg i tanke om en henvendelse fra en gammel ven. Eller ven og ven, det er måske så meget sagt. Egentlig var han min chef. Han var akademisk medarbejder med titel af lektor, og jeg ung fuldmægtig. Han var godt 10 år ældre end mig, og stedet var Aarhus Universitet anno 1984. Nogle år tidligere var Jysk Åbent Universitet blevet skabt. Han var formand for bestyrelsen, og jeg var sekretær. Egentlig var jeg det, man kalder daglig leder, men embedsværket på Aarhus Universitet kendte ikke den titel - ikke dengang i hvert fald. Han var bondesøn fra Sønderjylland og jeg slagtersøn fra Kolding. Der var som sagt mere end 10 år i mellem os. Dengang var det meget. I dag er det ikke noget at tale om. Og pludselig lå der en mail fra ham i min indbakke efter næsten 30 år uden kontakt. Om hvor glad han er for mine klummer og i særdeleshed for den om udviklingen på Aarhus Universitet (”Hvad sker der på byens universitet?”, JP 26/2), og hvor meget det, jeg havde skrevet, egentlig var i tråd med det, vi arbejdede med dengang. »Blev helt sentimental og rørt ved din genkaldelse af det Aarhus Universitet, der var en gang,« skriver han og fortsætter: »Griber mig sommetider i at være glad for at have forladt det i tide«. Griber mig sommetider i at være glad for at have forladt det i tide. Den sætning gør mig nysgerrig, og jeg må se nærmere på hans blog, som han henviser til. Jeg finder her - blandt mange videnskabelige artikler, erindringer og debatindlæg - en kort levnedsskildring, hvor jeg især falder over følgende: »Var i en årrække formand for Jysk Åbent Universitet, JÅU. Jeg har arrangeret adskillige nationale og internationale kongresser og konferencer - for såvel fagkolleger som den almene offentlighed, herunder erhvervslivet. Universitetets forpligtelse til at dele sin viden med den øvrige befolkning har altid ligget mig meget på sinde - og har samtidig været en kær fornøjelse.« Det er jo rigtigt. Det var der, det slog gnister! Jeg vil nødig lyde alt for selvfed, men bondesønnen og slagtersønnen havde vel en fælles følelse af, at det, vi var blevet givet, måtte leveres tilbage i en eller anden form. Begge var vi sandsynligvis den første i familien - jeg var i hvert fald - der havde fået en akademisk uddannelse, og det måtte på en eller anden måde leveres tilbage til dem, der havde betalt - det vil sige skatteyderne. Men hvor er det egentlig, at man kan levere tilbage? Jeg ved ikke, om begrebet ”folkeoplysning” var særlig meget inde i min bevidsthed i de år, men Jysk Åbent Universitet var gedigen folkeoplysning. Rigtige universitetskurser bragt ud til dem, der ikke var med på uddannelsesvognen fra start. Dem, der ikke havde mulighederne eller manglede baggrunden. Folkeuniversitetet var et andet initiativ fra dengang, og sandsynligvis også befolket af sådan nogle som os, der ønskede at give noget tilbage. Selv var jeg i 1981 blevet magister i moderne og sammenlignende litteratur, noget som mine forældre, som undervejs havde oparbejdet en slagterforretning i Kolding, sikkert kun havde meget vage fornemmelser om, hvad var, men ikke desto mindre loyalt havde støttet mig i at blive. Vi fra kandidatårgangene i begyndelsen af 1980'erne blev naturligvis arbejdsløse, men i mere end 12 år var vi en lille flok fra studiet, der fra en adresse i Åbyhøj drev - ulønnet og enten i fritiden eller på understøttelse - et tidsskrift, der efter bedste evne og med hjælp fra mange andre ulønnede, akademisk uddannede skribenter forsøgte at formidle, hvad den nyeste litteratur gik ud på. Senere blev jeg lektor ved universitetet i Rom i slutningen af halvfemserne - sendt ud af Undervisningsministeriet som et led i kulturaftalen mellem Italien og Danmark - og formidlede dansk kultur og sprog til italienske unge i fire år. Kom hjem igen til arbejdsløshed og cykelvikariat på Åby Skole, hvor jeg i et halvt år indførte 6.b i dansk og 8.a i tysk grammatik, før jeg i 2004 blev leder af Århus Kunstakademi, en institution, der havde som sit erklærede formål, at også ganske almindelige mennesker skulle have mulighed for at få en seriøs kunstnerisk uddannelse. Men tilbage til nutiden. Nu er det, der var Jysk Åbent Universitet, døbt om til AU Efter- og Videreuddannelse. Fair nok, for det er det jo også. Men navneskiftet signalerer også et holdningsskifte: Nu er hovedvægten lagt på såkaldt kompetenceprofiler, karriereudvikling, ændringsparathed og den slags, og når man skal vurdere sig selv og beskrive, hvor god man er, sker det på nogle rent mekaniske kriterier. Anders Correll, der er pressechef på universitetet, for i blækhuset i anledning af min tidligere nævnte søndagsklumme og argumenterede, at det på undervisningssiden gik strygende, fordi man optog stadig flere studerende. Og på forskningen kunne han melde, at en rapport »viste, at forskningen på Aarhus Universitet citeres 45 pct. mere end verdensgennemsnittet… Det er tegn på, at forskningen ved Aarhus Universitet er fremragende«, konkluderer han triumferende. Når man overhører, at de studerende på Aarhus Universitet protesterer mod stadige forringelser i undervisningen, kan man vel også mene, at en ren kvantitativ registrering kan afgøre forskningens kvalitet. Næh, så er der anderledes holdninger til stede på Stanford - et af verdens førende universiteter og et af de universiteter, man har blikket stift rettet mod på AU. For et par uger siden var der inspiration at hente for ledelsen på Aarhus Universitet: Stanford vil nu udbyde samtlige deres uddannelser via internettet - og det endda gratis. Når man betænker, at det minimum koster 230.000 kr. pr. år at studere på Stanford, er det jo immervæk noget af en gave! Ifølge Dagbladet Politiken (14/5) udtaler en af idémagerne bag, Andrew Ng: »I dag giver topuniversiteter en fantastisk gave til nogle få mennesker. Nu kan vi nå ud til alle. Verden vil blive et bedre sted«. Se, det er jo et payback, der vil noget. Og en holdning, der vil noget. En ide om, at det, man har fået, forpligter. Faktisk noget, der minder om noget, der var engang, her i Grundtvigs og folkeoplysningens hjemland. Begge var vi sandsynligvis den første i familien - jeg var i hvert fald - der havde fået en akademisk uddannelse, og det måtte på en eller anden måde leveres tilbage til dem, der havde betalt - det vil sige skatteyderne.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.