Erhvervshovedstad Aarhus
Aarhus skal også stræbe mod at blive erhvervshovedstad i 2017.
Lad mig begynde med en ambitiøs målsætning. Det kan vi tillade os på Aarhus' vegne. Fra 2002-2008 var Aarhus den by blandt større danske byer, som skabte flest nye arbejdspladser. Vi skal tilbage på førstepladsen. Udfordringerne de kommende år er store. Alle skal løfte, men Aarhus skal gå forrest. I 2017 optræder Aarhus forhåbentligt som europæisk kulturhovedstad. Det vil være en fantastisk sejr for byen. Vi løber hurtigt i Østjylland, og det skal vi være stolte af. Derfor skal vi også turde sigte mod endnu en titel: Aarhus skal være erhvervshovedstad og skabe flest arbejdspladser i Danmark. Her spiller erhvervslivet en afgørende rolle. Der går en lige linje mellem erhvervsliv, vækst og velfærd. Det skal vi udnytte. Vi skal skabe de rette rammebetingelser og udnytte den store talentmasse, der er i Østjylland. Her er det centralt, at regeringen vil ét og Venstre noget andet. For nylig foreslog Socialdemokraterne en afgift, der skal pålægges flybilletter. Det koster arbejdspladser. Det vil svække flyselskabernes konkurrenceevne. Og i sidste ende kan afgiften medføre lukning af Aarhus Lufthavn. I sidste uge måtte flyselskabet Cimber dreje nøglen om. En afgift på flytrafikken vil blot give endnu et skub til denne udvikling. Aarhus Havn fungerer allerede som Danmarks største indgangsport for containerskibe. Vi får snart en letbane, og kommunen har tilmed søsat et stort tunnelprojekt under Marselis Boulevard. Denne udvikling skal også afspejles i flytrafikken. Arbejdskraft, studerende og virksomheder er mobile som aldrig før, og derfor skal vi hverken gøre det sværere eller dyrere at komme til og fra Østjylland.
Tre ting på dagsordenen
I Venstre vil vi det anderledes. Vi har bevist, at vi kan skabe konkrete resultater i forhold til vækst, arbejdsudbud og rammebetingelser. Vi sænkede selskabsskatten med 5 procentpoint. Vi lettede de administrative byrder for erhvervslivet med mere end 20 pct., og vi gjorde op med en lang række restriktive reguleringer. Vi skal holde fast i de succeser. Spørgsmålet er, hvordan vi imødekommer ambitionen om, at Aarhus skal være jobskabende og innovativ i en krisetid. I min optik står tre ting øverst på dagsordenen:
Det handler om skat. Private virksomheder skal i udgangspunktet ikke have offentlige tilskud. I Venstre mener vi, at det er bedre at fjerne tilskud og til gengæld lade virksomhederne beholde en større del af overskuddet ved at sænke skatterne.
Det handler om iværksætteri. Der skal være gode vilkår til at etablere og drive selvstændig virksomhed. Derfor skal selskabsskatten ned.
Og det handler om tillid til den enkelte virksomhed. I Venstre tror vi på, at private virksomheder er bedre til at udpege fremtidens produkter og vækstområder end offentlige myndigheder. Derfor skal vi overlade det private initiativ til virksomhederne selv.
Afgifter rammer hårdt
Det afgørende er, at vi på Christiansborg ikke dræner det lokale initiativ. Det kan ikke nytte noget, at introducere nye afgifter og hæmme flytrafik og infrastruktur. Det lykkedes ikke regeringen at ramme bilisterne med en betalingsring om København eller Aarhus, som SF havde foreslået. Og det skal heller ikke lykkes regeringen at ramme flytrafikanterne. Det vil svække mobiliteten. Det vil gøre det sværere at tiltrække virksomheder og arbejdspladser. Og sidst, men ikke mindst vil afgiften ramme vores område hårdt. Aarhus har allerede vist, at der er et alternativ. Universitetet er i top, hospitalet er det største i Norden, og havnen udbygges. Som politikere skal vi sikre gunstige rammer for, at udviklingen kan forsætte. Det gør vi ikke med afgifter. Tværtimod. Aarhus skal styrkes som Danmarks erhvervshovedstad, så erhvervslivet kan matche kulturen, når det handler om vækst og innovation i 2017. Udfordringerne de kommende år er store. Alle skal løfte, men Aarhus skal gå forrest.