Det mener jeg... Eksamenstanker

Årets kapsejlads og Spot Festival er vel overstået, og semesterslutspurten i form af lange dage på universitetets læsesale er sat ind for en stor del af byens beboere. Mellem os og sommerferien er kun få timers koncentreret eksamensarbejde i selskab med frustrerede medstuderende og flinke pensionisthjælpere. Og dog - for kan man med god samvittighed kalde det ferie, hvis man ved, at der venter en reeksamen i den anden ende? Reeksamenerne har vundet indpas på universitetet - ikke mindst blandt de bedste studerende. Vil man konkurrere med topstuderende fra andre studieretninger og universiteter, er det ikke nødvendigvis nok at ligge i bedste kvartil. De internationale konsulenthuse og virksomhedernes graduateprogrammer er så populære blandt dimittenderne, at de er nødt til effektivt at grovsortere ansøgerne - og den nemmeste måde at gøre det på er ved at se på et nogenlunde objektivt mål: karaktergennemsnit. Problemet er så bare, at tre eksamener på en uge i de færrestes tilfælde kan få fuld opmærksomhed. Løsningen: at aflevere blankt og tage reeksamen i faget. Virksomhederne kan ikke se det, og det har ikke nogen omkostninger for den studerende selv. Omkostningerne forbundet med reeksaminerne ligger hos universitetet, der udviser stor empati og forståelse, men mindre omkostningsfokus. Meningen med reeksaminerne er, at hvis en studerende ikke har gjort sit arbejde godt nok, så får han en chance til. Eller hvis der er sygdom eller dødsfald i vejen, så er der mulighed for at tage eksamen senere på året. Men når muligheden åbenlyst bruges strategisk af en gruppe studerende, der egentlig ikke har brug for det, bør man måske se nærmere på, om det var et af de steder, hvor universitetet kunne spare uden at skulle skære i forelæsningerne. Ambitiøse studerende, der benytter sig af ordningen, hæver barren, og det gør reeksaminanders mulighed for dedikeret eksamensfokus hele året igennem til en nødvendighed. Konsekvensen for samfundet er, at det bliver dyrere at uddanne os unge mennesker - både i de direkte omkostninger, der er forbundet med at afholde reeksamener, men også i administrationen, og desuden også i eventuelle forlængede studier, mere SU, og længere tid, før vi er tilgængelige for arbejdsmarkedet. I flere stater i USA er det sådan, at hvis man dumper en eksamen, så tæller første forsøg 50 pct., og det næste forsøg ligeså. Derved fjerner man incitamentet for at tage sig en ny chance, for ikke at risikere at få 7 - for den samlede karakter kan maksimalt blive 4. Kontroversielt forslag i lille forkælede Danmark, men hvis man vurderer sig selv uegnet til at gå til eksamen, bør det vel også have en konsekvens? Jeg mener i hvert fald ikke, at pengene bør gå fra undervisningstimer og andet fagligt. Årsagen til, at reeksamen fylder så meget i vores hverdag, er, at vi ganske enkelt ikke har råd til at lade være karrieremæssigt. Fårene skal skilles fra bukkene, og ingen har lyst til at blive fundet svag - hvad enten man inderst inde brænder for en konsulentpost eller et 8-16 job. Nationalt kæmper vi med hinanden, og der er reeksamener en mulighed for at hæve gennemsnittet. Men også internationalt støder vi på unødvendige forhindringer, som umuligt kan være i politikernes interesse. Jeg ved ikke, om man kan bebrejde gode gamle Jante, eller om der ligger andre ting bag, men det er mig uforståeligt, at en omregning af karakterer fra den danske karakterskala til den amerikanske skal sætte os tilbage. Vi kan ganske simpelt ikke få højere end A (12), på trods af at amerikanerne har A+ som højeste mulighed på deres skala. Resultatet bliver, at danske karaktergennemsnit ser dårligere ud, og at forklaringer og undskyldninger er nødvendige. Og også vores udvekslingsstuderende klager. Når de kommer hjem, skal de vise karakterfordelinger etc. for at bevise, at de rent faktisk måske har ligget i bedste kvartil, selvom de har fået et C (7), hvilket i amerikanske øjne er pænt skidt. Jeg mærkede det selv, da jeg i sidste måned skulle indsende karakterudskrifter for at få lov til at følge et fag på Harvard Business School. For selv om karaktererne ligger pænt, hvis man ser på de enkelte eksameners karakterfordelinger, så er et snit lige under B (10) altså ikke noget fantastisk derovre. Incitamentet for at tage udenlands og dygtiggøre sig - hvad politikerne konstant messer, at vi bør gøre - svinder, når man tvinges i knæ i et forsøg på at overbevise dem om, at danske uddannelsesstandarder er høje - at det bare er vores skala, der er offer for inflationsangst. Man får nok ikke politikerne til at lave skalaen om igen, men det er alligevel ironisk, at en skala, der kom til verden for at gøre internationale omregninger lettere, faktisk besværliggør det for topstuderende. Og når man besværliggør noget, så giver det anledning til frustration og brok - en stemning som givetvis går ud over vores forelæsere, der dybest set bare vil undervise i deres kernestof. På min cand.merc.-linje har professorerne valgt at tackle karakterfokusproblemet ved at nægte at tale om eksamen - og i stedet prædike vigtigheden af, at man interesserer sig for fagene inden for det valgte emnefelt. Jeg forstår frustrationen, men hvis man vil karakterræset til livs, er det næppe løsningen at straffe de ambitiøse, der følger den umiddelbart lige vej til målet. Hvad kan man bruge det til, at man har haft en spændende studietid, hvis fem års arbejdsløshed venter på den anden side?