Afskaf vinterferien
Der arbejdes for lidt, bl.a. fordi der opstår forvirring om samarbejdet med alt for meget ferie i forårshalvåret på forholdsvis uigennemskuelige tidspunkter.
Regeringen vil nu afskaffe store bededag, som flyttes fra en fredag til en søndag, der i forvejen er helligdag. Det giver én arbejdsdag ekstra. Oppositionen taler på sin side om at nedlægge 1. maj som fridag. Folkeskolens ugelange vinterferie er dog endnu mere oplagt at spare væk. Afskaffelse af vinterferien ville føre til fem dages flere kundskaber for alle skolebørn. Færre arbejdsdygtige forældre ville fristes til at forstyrre undervisningen ved at tage deres børn ud af skolen til luksusferier i tide og utide. Nationaløkonomisk bliver valutabesparelsen entydigt stor, for skiferier foretages altid til andre lande. De kan i stedet evt. henlægges til jule- og påskeferierne for dem, der bare må af sted.