Alle er med i Skejby-projekt
Det har været nødvendigt at rette økonomien for hospitals- byggeriet til, fordi regionen ikke fik det ansøgte beløb.
Venstre har kendt til byggeplanerne for Skejby hele vejen igennem, også de ændringer, der undervejs er foretaget.
De sidste dage er det fremgået af diverse medier, at økonomien omkring Det Nye Universitetshospital (DNU) i Skejby ikke skulle hænge sammen. Claus Hjort Frederiksen (V) har på baggrund heraf følt sig kaldet til at relancere Venstres valgkampsforslag om nedlæggelse af regionerne, og Venstres gruppeformand i regionsrådet, Region Midtjylland, Anne V. Kristensen, har flere steder givet udtryk for forargelse over økonomien i DNU, en økonomi hun i øvrigt selv er en del af.
Regionsrådet har mange gange haft byggeriet af nyt hospital i Skejby på dagsordenen, bl.a. fordi det undervejs har været nødvendigt at rette projektet til, da det til sidst stod helt klart, at Region Midtjylland ikke blev tildelt det ansøgte beløb på små 9 mia. kr., men derimod kun fik lidt over 6 mia. kr.
Så sent som mandag i sidste uge havde Hospitalsudvalget også en status på anlægsøkonomien. Den redegørelse fik tilslutning fra et enigt hospitalsudvalg, inkl. Venstres medlemmer.
Penge på forarbejdet
Når et projekt ændres, hvad jeg kun kan beklage har været nødvendigt for regionsrådet at gøre, kommer vi jo til at have brugt penge på et forarbejde og efterfølgende på et tilrettet projekt.
Det er den situation, som pludselig fandt vej i pressen med overskriften ”25 mio. kr. spildt”. Den selvsamme historie forsøgte Ekstra Bladet at markedsføre i oktober 2010. Også den gang var regionsrådet bekendt med sagen.
25 mio. kr. er et stort beløb, men det skal altså sammenholdes med et totalbudget på lidt over 6 mia. kr. Jeg er sikker på, at det endelige hospitalsbyggeri har og vil få gavn af det forarbejde, som regionsrådet selv satte i gang.
Kvalitetsfondsmidlerne
De beregninger og de overvejelser om indretning og sammenhæng i patientbehandlingen, som er gennemført, er også noget, der vil blive brugt, efterhånden som hospitalsbyggeriet flytter sig fra papiret til byggepladsen. Og havde det tidligere Århus Amt og efterfølgende Region Midtjylland ikke politisk satset på et nyt hospitalsbyggeri og igangsat udarbejdelse af et projekt, så havde vi ikke stået med det tilsagn om penge fra kvalitetsfondsmidlerne, som vi dog har fået.
Så Anne V. Kristensens forargelse klinger noget hult, al den stund hun selv har været med i processen og beslutningerne. Det er ikke et snævert S-SF-R-flertal, der alene har truffet disse beslutninger. Regionsrådet har været med hele tiden og hele vejen - naturligvis.