Biblioteksprogram på plads
»Der skal tænkes nye tanker før indretningen af det nye Multimediehus på Aarhus Havn«, skrev Karol Fuchs og Martin Uebel i et læserbrev i JP Aarhus 19/5.
De foreslår selv en række aktiviteter, blandt andre bog- og mediehandel og café, og så efterlyser de et sæsonprogram for bibliotekerne.
Om det sidste kan jeg da oplyse, at bibliotekerne i Aarhus i snart et par år har udgivet sæsonprogrammer, som kan afhentes gratis på nærmeste bibliotek. Forårsprogrammet for 2011 er på 123 sider og indeholder en stor variation af arrangementer lige fra møder med forfattere over strikkeworkshopper og spilaktiviteter til babymotorik - alt med udgangspunkt i at gøre bøgernes indhold levende.
Vi er da helt enige om, at der skal tænkes nye tanker i forbindelse med Multimediehuset, som er arbejdstitlen på det kommende hovedbibliotek.
Derfor er vigtige begreber i visionen om Multimediehuset, at det skal være et åbent og uformelt læringsrum, et særligt sted for børn, der appellerer til leg, oplevelse og læring og et sted for viden og kultur, dialog, information, ideer og inspiration, hvor brug af den nyeste informationsteknologi finder sted. Denne vision er besluttet i byrådet og blevet til ved hjælp af masser af bruger- og borgerinddragelse.
Byrådet har desuden vedtaget en politik, hvor udvikling af indholdselementer i Multimediehuset og dannelse af partnerskaber med andre aktører er helt centrale.
Så udviklingen af en helt ny type af institution for vidensamfundet er i fuld gang, og det bliver meget synligt, når byggeriet lige om lidt sættes i gang.