Penge til politisk manifest eller til mælk i vuggestuer?
Uwe Max Jensen indviede 4/5 JP Aarhus' læsere i sin fortolkning af Olafur Eliassons skulptur på toppen af ARoS.
Her får vi, der måbende læste UMJ's fortolkning af værket, at vide, at den ”dybe læsning” af skulpturen ikke er forundt dem (os) som mangler parathed, eller er puritanske.
Se, det var nok ord, der kom fra en rigtig dygtig væver, undskyld arkitekturteoretiker, for hvem har lyst til at afsløre, at de ikke er egnede til deres job eller blot er utilgivelig dum ... undskyld, at fremstå lukkede og puritanske.
Hvis det så kun handlede om varm luft og penetrerede huller. Men langt alvorligere ting er på spil. Skatteyderne i Aarhus har betalt 50 mio. kr. for dette såkaldte politiske manifest i form af et anus, men kan ikke få råd til mælken til vores babyer i vuggestuerne.
Gad vide hvad barnet ville sige, hvis det kunne tale?