Hvorfor skal det gamle apotek dø?
Sct. Pauls Apotek i Jægergårdsgade lukker 1/7, selv om regeringen ønsker at liberalisere apotekssektoren for at skabe mere konkurrence.
Lægemiddelstyrelsen har indstillet, at Aarhus' Sct. Pauls Apotek i Jægergårdsgade skal lukke, og den indstilling har indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder nikket til.
1/7 er det derfor slut for apoteket. Lukningen bliver den seneste i lang række lukninger og ændringer - inden for de seneste 10 år er der blevet ca. 55 færre selvstændige apoteker.
Lægemiddelstyrelsen begrunder sin indstilling om lukning af Sct. Pauls med, at der er to andre apoteker inden for en mindre radius, lige som styrelsen ved hjælp af kreativ talgymnastik når frem til, at apoteket ikke er økonomisk bæredygtigt.
Liberalisering
Man kan undre sig over, at styrelsen er så ivrig efter at få lukket det ene apotek efter det andet - lidt besynderligt, når regeringen netop i sin vækstplan har givet udtryk for næsten det stik modsatte ønske, nemlig at liberalisere apotekssektoren for at skabe lidt mere konkurrence. Hvorfor vil styrelsen ikke afprøve mulighederne for at give apotekskunderne er valg?
Styrelsen har ikke engang ønsket at ulejlige sig med at slå den ledige bevilling til Sct. Pauls op, selv om det sagtens kunne være, at en initiativrig farmaceut kunne have mod på at få en fornuftig forretning ud af at drive det. Med den fine beliggenhed på den travle handelsgade - en placering apoteket har haft og har kunnet leve med siden etableringen i år 1900 - og et solidt kundegrundlag er der al mulig grund til at tro, at der kunne findes kvalificerede ansøgere til apoteket.
En ny apoteker
Styrelsen kunne uden særligt besvær have gjort forsøget med - til gavn for apotekets kunder - at finde en ny apoteker. Og hvis det så efterfølgende faktisk skulle vise sig, at ingen kvalificerede var interesserede i apoteket, så kunne styrelsen med god samvittighed vælge at nedlægge det eller lade en anden apoteker overtage det.
Mens det kan være svært at forstå Lægemiddelstyrelsens iver efter at lukke et velfungerende apotek i landets næststørste by, så er det derimod helt oplagt, hvorfor byens andre apotekere og apotekernes forening har bakket op om lukningen. Apotekerne får nemlig helt gratis foræret en større del af kagen til sig selv. Færre til at dele den samme forretning. Uden konkurrence. Taberne bliver kunderne. De mister deres lokale apotek, men også overordnet er apotekslukninger - som f.eks. Sct. Pauls Apotek - dybt problematiske.
Lokale monopoler
Færre selvstændige apoteker betyder, at der etableres lokale monopoler, og den hidtidige konkurrence blandt apotekerne svækkes. De får mindre grund til at konkurrere på service, faglig rådgivning af høj kvalitet, gode adgangsforhold og publikumsvenlig indretning og tilbud om relevante sundhedsydelser.
Det er besynderligt, at Lægemiddelstyrelsen og en liberal sundhedsminister mener, at danske apotekskunder betjenes bedst ved at lukke sunde apoteker. I Sverige og Norge, hvor man i forvejen har langt flere apoteker i forhold til befolkningens størrelse, er man gået den modsatte vej og har liberaliseret apotekssektoren. Det har betydet, at et stort antal nye apoteker er blevet etableret. Måske er det på tide, at vi får en grundig undersøgelse af, hvad vi herhjemme egentlig kan og vil med apotekssektoren.
Men for Sct. Pauls Apotek i Aarhus er det desværre for sent.