Michael Wajsman - en ægte dansker

En af de indvandrere, der har pyntet mest på Aarhus, var Michael Wajsman.

Han betragtede ankomstdagen til Danmark - 4. maj 1972 - som sin egentlige fødselsdag og blev en af dem, der fik størst betydning for min evne til at holde tungen lige i munden og undgå det, som nogen troede var den modsatte grøft, da marxismen rasede.

Wajsman var polsk jøde, hans far var ”bundist” og socialdemokrat og ikke specielt religiøs. I 1939 blev familien af nazisterne jaget østpå, så langt over at de landede i Sovjetunionen. Derfor måtte han trække i russisk uniform, var med under forsvaret af Leningrad og blandt dem, der indtog Tyskland i 1945, hvilket sidste der var en vis retfærdighed i.

Men han talte sjældent om det, som han havde oplevet, og formåede at overleve mentalt. Hans far forsvandt hos russerne, for hvem en ”bundist” var »værre end en reaktionær aristokrat«.

Antisemitisk stemning

Efter krigen bosat i det tidligere tyske Breslau, nu Wroclaw. Her boede han og hans familie, indtil den antisemitiske stemning i - af alle lande - Polen fra 1968 gjorde livet for besværligt. Han begyndte som politimand, men det gik hurtigt op for ham, at det kommunistiske Polen var helt det modsatte af, hvad han forstod ved et menneskeligt samfund, og han gik derefter ind i forlagsbranchen.

Han fortalte, at i 1945 havde familien seks medlemmer tilbage. Ved hans død i 2004 fortalte hans søn mig, at de nu var 60, spredt over hele kloden.

Wajsman blev straks efter sin ankomst til Danmark ansat ved Statsbiblioteket og hans kone i Akademisk Boghandel. Vor fælles chef, Jacob Vikjær, havde i begyndelsen af 1972 orlov for at beklæde et lektorat i judaistik ved teologisk institut. Da han vendte tilbage, talte han med Wajsman på jiddisch. Ellers talte Vikjær og jeg tysk med ham.

Bevidst som dansk

Vi var ikke fri for at tage det fortrydeligt op, da vor nye mand meget hurtigt lærte dansk og insisterede på at bruge det. Den menneskelige sympati mellem os var stor, og vi havde det godt med at have noget for os selv.

For Wajsman blev Danmark fra den første dag ”mit land”. Han var mere bevidst dansk end de fleste, der var født med det. Det besluttede han simpelthen. Der var en intens glæde, da han viste os sit første rigtige, danske pas.

For mig, der var interesseret i Øst- og Centraleuropa og ofte havde meget hurtige meninger om den del af verden, var det uvurderligt at have en ven og kammerat, der kendte det hele på egen krop, til at trække en i frakkeskøderne, når meninger og domme blev for hurtige.

Wajsman gik på efterløn som 62-årig i 1987 og flyttede til København. Ikke fordi det var svært at følge med, tværtimod, men for at nå meget og for at pleje gamle venskaber. Man kan roligt sige, at han havde en naturlig ændringsparathed.

For en mand, der kom fra Polen, måtte det politiske klima i universitetsmiljøet i 1970'erne have været ejendommeligt. Men vi mærkede aldrig angst og slet ikke bitterhed, højest en hovedrysten og et skævt smil.

Breve med lange pauser

Da Wajsman pludselig blev alene, tog det hårdt på ham, langt hårdere end vi ville have troet, for han talte ikke meget om sin kone og sit privatliv, mens han var her. Det blev til hilsener, lejlighedsvis lange breve, til jul og nogle gange i årets løb. Lange pauser, og så pludselig kom der 8-10 tænksomme sider.

»Jeg er ved at være gammel, jeg er ikke rask mere«, lød det ofte. Så kunne der gå 14 dage, og vi fik postkort fra USA, Israel, Holland.

Og så er det, at man kommer til at spekulere på, hvad der var blevet af det venskab i en anden tid. Mine historiske sympatier har altid været tysk/østrigske.

Jeg vil hævde, at det gamle Østrig og især Tyskland i mindst lige så høj grad var sociale retsstater som England og Frankrig. Det var ingen lykke, at Første Verdenskrig endte så afgjort, som den gjorde med alle de kunstige stater, der udsprang af den. Og jeg har aldrig accepteret det med, at vi skal være amerikanerne taknemmelige for, at de »to gange har reddet Europa«..

Verdenskrigens to afsnit

Verdenskrigen havde to afsnit, det første og det andet. Amerikanernes indgriben i første afsnit ødelagde mindst lige så meget, som den reddede, ved at overlade to stormagter, Rusland og senere Tyskland, til to politiske gangsterbander. Oprydningen i andet afsnit, hvor den ene af gangsterbanderne forbigående (1945-1989) var med til at vinde, var en konsekvens af ulykkerne efter første.

Lad os prøve at flytte mit venskab med Wajsman til en anden tid, et andet sted: Vi arbejder på Preussische Staatsbibliothek i Berlin. Det er i 1935/36. Jeg sidder i kantinen og lader skinne igennem til et par kolleger, at jeg ikke bryder mig om den nye regering. Det kunne man godt endnu dengang, når man ikke ligefrem skreg det ud over tagene. Hitler og hans folk havde jo sådan set mest vist de mere positive sider af, hvad de duede til, bl.a. ved at få opfyldt en del krav, som ikke var uberettigede ud fra demokratiernes og folkenes selvbestemmelsesrets egne præmisser. Og arbejdsløsheden og den sociale nød var forsvundet.

»Sådan et overklasseløg«

Jamen, havde mine kolleger så ikke haft en vis ret til at sige, at »det kan sådan et overklasseløg i en sikker tjenestemandsstilling sagtens sige. Du har ikke stået blandt de 40-50 pct. arbejdsløse, der var henvist til barmhjertighedens suppekøkkener. Hvorfor holder du ikke kæft, du som altid har haft dit på det tørre?«

Et par år efter, i november 1938 efter Reichskristallnacht, kommer tillidsmanden, repræsentanten for det store ”vi”: »Hvorfor omgås du Wajsman, du ved da godt, at ”vi” ikke ...«. Og på vejen hjem, foran købmanden på hjørnet, Nathan Silberstein, hvor jeg har fået kredit i 30 år i lyst og nød, står der et par SA'er med ”Deutsche, kauft nicht bei Juden.” Og på butiksruden har de malet ”Jude”.

Jamen, først da kommer sandhedens øjeblik. Hvis jeg nu havde kone og tre børn, hvem er jeg så ansvarlig for? Spørgsmålet er banalt.

Det sandhedens øjeblik lærte jeg at kende af en polsk jøde.