Regningen vil ende hos skatteborgerne
Nu skal vi have en nærlufthavn, proklamerer en læserbrevsskribent, BSc. scient. Erik B. Jacobsen, i JP Århus 2/12.
Og den skal ligge ved Thomasminde - pengene ligger klar fra private investorer, og erhvervslivet, backpackere og charterfamilier er klar til at lette omgående; ikke mere udenomssnak om luftige motorvejs- eller Kattegatbro-projekter, hedder det med dommedagsrøst.
Tillad undertegnede som erhvervsmand at spørge akademikeren om, hvorfra han har sin viden og sit kendskab?
I snart 40 år har der været snakket om anlæggelsen af en lufthavn ved Thomasminde, og projektet har ikke på noget tidspunkt kunnet samle et flertal i byrådene.
Et større antal topchefer inden for industrien har tidligere som nu tilkendegivet, at det er unødvendigt at bygge en ny lufthavn tættere på Århus - de er fuldt ud tilfredse med forbindelserne fra Tirstrup og Billund.
Hvor er pengene?
Forskellige samfundsforskere har alle som en udtalt, at det ville være direkte skadeligt for samfundsøkonomien, om man anlagde en parallel flyveplads tættere på Århus.
Jeg skal bede EBJ oplyse mig og kommunens øvrige borgere om, hvor de penge, du påstår er til stede til at finansiere en ny lufthavn, findes, for nu har jeg de sidste 10-15 år gentagne gange, når debatten om lufthavnen igen-igen kom på ”vingerne”, spurgt lufthavnsforkæmpere, Det Midtjyske Lufthavnsråd og rådets daværende formand, Niels Due Jensen, om dokumentation for, at der var private investorer, der ville og kunne stille den økonomiske garanti for et sådant byggeri. Jeg har hver gang mødt en mur af tavshed. Den virker bestemt ikke befordrende på tanken om, at den økonomiske side af sagen er i orden.
Tomme ord
Derfor er der god grund til at frygte, at hvis et byggeri blev sat i gang på ”tomme ord og fedt flæsk”, så ville skatteborgerne i Århus i sidste ende stå med ”aben”.
Jeg skal minde EBJ om, at da der i 2004 var tale om en VVM-undersøgelse ved Thomasminde, om en evt. flyveplads her, da var det kommunen, der skulle betale de 25 mio. kr., som undersøgelsen ville koste - Det Midtjyske Lufthavnsråd ville eller kunne ikke betale.
Under stor ståhej sagde byrådet med 16 stemmer mod 15 nej til at bevilge pengene, og sagen gik i sig selv igen.
Stop nu det lufthavnsævl. Århus Kommune har kæmpeproblemer af mere jordnær art.
Løs dem først, vi har simpelthen ikke råd til alt det unødvendige prestigehalløj.