Jeg takker ærbødigt
På trods af at JP Århus' leder fra 26/11 stritter i lige så mange retninger som piggene på et pindsvin, har jeg læst mig frem til, at den vigtigste anklage mod mig er, at jeg i JP Århus' optik ikke vil anerkende, at nogle mennesker selvforskyldt er havnet i fattigdom.
Det er selvfølgelig ikke rigtigt. Nogle mennesker træffer forkerte valg og ender derfor i fattigdom. Det er bare ikke tilfældet for det store tavse flertal af fattige, som er endt i den ulykkelige situation pga. begivenheder, de ikke selv har været herre over.
En stor del af disse er endt i fattigdom som følge af politiske valg. Valg, som kunne havde været anderledes.
Regeringen vil hellere bruge penge på skattelettelser til de rige end på at opretholde tålelige sociale ydelser til de allermest udsatte medborgere. Her tænker jeg primært på den lave starthjælp, den ineffektive 450-timersregel og loftet over kontanthjælpen. Det er eksempler på politiske valg, som betyder, at VKO-regeringens væsentligste bidrag i forhold til at markere EU's fattigdomsår er at skabe flere fattige. Det mener jeg - og en masse andre mennesker, som ønsker en ny regering - er for dårligt.
Hjælp er en investering
I stedet skal vi bekæmpe fattigdom, uanset hvordan mennesker er havnet i den. Økonomisk hjælp til de fattigste er en moralsk forpligtelse over for folk i nød, men det er også en god investering. Fordi visheden om at fællesskabet og velfærdsstaten samler os op, hvis vi falder, får mennesker til at tage økonomiske chancer. Det er den slags chancer, vi alle sammen lever af.
Hvis mit syn på fattigdomsbekæmpelse betyder, at jeg ifølge JP Århus er socialdemokratisk idealist, så takker jeg ærbødigt.