Ondskaben tiltrækker
»Hvis tyskerne havde vundet krigen, havde jeg været en heltinde,« har stikkeren Grethe Bartram fra Århus engang sagt.
Hvordan kan nogen udtale sig så kynisk, når ”heltegerningerne” bestod i at angive 70 danskere til tyskerne under Besættelsen? 33 af ofrene endte i kz-lejr, og ni overlevede ikke rædslerne.
Kun en psykopat ville udtale sig så afstumpet, og ifølge mentalerklæringen, da hun i 1946 blev dømt til døden ved Kriminalretten i Århus, var hun psykopat og ikke i stand til at føle empati for andre. Dødsdommen blev dog omstødt til livsvarigt fængsel, og i 1956 blev hun løsladt efter 11 års fangenskab.
I dag bor hun i Sverige under et andet navn.
Dette fremgår af Henrik Skov Kristensens bog ”Grethe Bartram - fra kommunist til Gestapoagent”, der er udkommet for nylig.
Hvorfor skal vi overhovedet beskæftige os med ”storstikkersken”, som hun er blevet kaldt? Henrik Skov Kristensen tror, at det skyldes, at vi fascineres af det onde. Hun personificerer det onde, og det har til alle tider optaget mennesker.
Foruroligende tiltrækning
Det er foruroligende, hvis denne i virkeligheden sygelige fascination af det onde var den eneste grund til, at folk ifølge Århus Onsdag 30/6 stod i kø, og mange ringede forgæves efter billetter til teaterstykket ”Besættelse” om Grethe Bartram, som blev spillet på teatret Svalegangen i Århus i foråret.
Ifølge et avisinterview for nogle måneder siden har Grethe Bartram, der nu er 86 år, fortrængt, at hun har angivet nogle.
Der er åbenbart meget, der tyder på, at både hun og teatergængerne burde læse bogen fra 1945 ”De sidste timer. Afskedsbreve fra de henrettede danske patrioter” for at få en realistisk opfattelse af det onde.
Højst sandsynligt lever der efterkommere af Grethe Bartrams ofre.
Først og fremmest af hensyn til dem, ville det være velgørende at blive fri for at høre mere om Grethe Bartram, eller hvad hun nu hedder.