Løfter eller tom snak fra V?
Venstres Kate Runge har flere gange sagt, at hun vil arbejde mod nedlæggelse af døgninstitutioner, men ikke hvordan det skal ske.
Byrådsmedlem Kate Runge (V) har flere gange i medierne givet udtryk for, at Venstre har mange forslag til, hvordan Århus Kommune kan undgå at nedlægge døgninstitutioner.
I Socialpædagogerne Østjylland vil vi meget gerne vide, hvilke forslag Kate Runge har.
Socialpædagogerne Østjylland synes, at det er meget sympatisk, at Venstres byrådsmedlem Kate Runge i TV2/Østjyllands program ”Ud med sproget” 19/11 giver udtryk for, at de store besparelser på det sociale område er katastrofale for de mennesker, som det handler om. Det gælder ikke mindst de børn og unge, som ikke længere bliver anbragt på de døgninstitutioner, hvor de kan få den nødvendige socialpædagogiske behandling.
Kate Runge siger i programmet, at det ikke er en rimelig løsning at skære så voldsomt ned på anbringelsesområdet. Derfor har hun mange forslag til, hvordan politikerne kan finde andre steder at spare.
Behovet vil fortsat vokse
Vi er enige med Kate Runge i, at det har voldsomme konsekvenser her og nu for de udsatte børn og familier, hvis politikerne vælger at skære så voldsomt på anbringelsesområdet. Det vil betyde, at kommunen afvikler den særlige faglige ekspertise, som er bygget op gennem årtier. Og det kan få katastrofale konsekvenser på lidt længere sigt, fordi kommunen i fremtiden ingen steder har at anbringe de børn og unge, som alligevel ikke kunne trives i de plejefamilier og andre særlige tilbud, som skal erstatte døgninstitutionerne. Derfor er vi meget interesserede i at vide, hvilke forslag Kate Runge har.
Århus Kommune er i samme situation som landets øvrige kommuner - nemlig at skulle leve op til regeringens krav om nulvækst.
Alle skal spare
Og lige meget, hvilken retorik regeringen pakker det ind i, betyder det, at samtlige kommuner i Østjylland skal spare voldsomt på det særlige sociale område - selv om behovet og efterspørgslen konstant stiger.
Det har vi i Socialpædagogerne Østjylland dokumenteret.
Vi vil derfor spørge Kate Runge, hvor Venstre vil finde pengene til at sikre, at det ikke kommer til at gå så hårdt ud over de udsatte børn og deres familier?
Og vi vil spørge Kate Runge, om Venstre er villig til at genåbne budgetforliget for at sikre, at det specialiserede område ikke endnu en gang skal rammes af de voldsomme besparelser, der lægges op til?
Spørgsmålet er, om Venstre mener det alvorligt - eller om det bare er tom retorik?