Der fjernes igen arbejds- pladser fra kommunerne
Efter den nye aftale mellem regeringen og kommunernes forening KL skal vi have statslige centre til at håndtere sagsbehandlingen af folkepension, boligstøtte, førtidspension, barselsdagpenge og børnebidrag.
Til forskel fra i dag hvor sagsbehandlingen foregår ude i kommunerne, tæt på borgerne.
Oven i kommunalreform, retsreform, skatteligningsreform, politireform og sygehusreform (når der står reform, er det lig med centralisering) er dette endnu et i rækken af tiltag fra regeringens side, der skævvrider udviklingen i Danmark.
I dag er der 2.000 sagsbehandlere på området. Efter denne centralisering vil der være skåret 500 væk (nedskæring på 25 pct.), 500 vil blive i kommunerne til de vanskelige sager, og 1.000 skal placeres i de statslige centre, som man forventer, der bliver tre-fem af.
Altså skæres der 1.500 job væk ude i kommunerne - så der er altså intet i de flotte ord fra regeringen om en indsats for et helt Danmark.
Forringet service
Og værre er den forringelse af servicen, som borgerne udsættes for. Tænk på pensionisten, der ikke forstår pensionsopgørelsen, den enlige mor, der har problemer med at få sin tidligere mand til at betale børnebidrag mv. Altså for folk, som er i en svær situation, har sværere ved at få en personlig betjening, og det er måske lige netop det, de har brug for i deres situation.
Har du problemer, så værsgo at ringe til et callcenter!
Endnu en gang må jeg bede om lige vilkår til at skabe en ordentlig og ligeværdig udvikling i hele Danmark - og især for de borgere, der er i en svær situation.